Over 3.000 til årets sidste træk
Igen i år blev årets sidste fynske traktortræk på Egeskov et tilløbsstykke.
I det flotteste efterårsvejr tog over 3.000 traktortrækinteressede og øvrige gæster på Egeskov Gods hul på efterårsferien lørdag den 13. oktober ved det efterhånden traditionsrige arrangement ved den store midtfynske turistattraktion.
- Vi havde en rigtig god dag i det fine vejr – med det store publikum og mange deltagere. Og et godt salg i boderne, lyder det fra Flemming Andersen, der sammen med Andreas Larsen og Ditte Midtgaard-Schmidt som praktiske arrangører hjælper godset med afviklingen.
Egeskov Traktortræk havde ikke mindre end 61 deltagende traktorer samt fem firhjulstrukne biler og en lastbil (Hertha puller’en, red.), som prøvede kræfter med den tunge slæde på den nyanlagte bane.
Arrangementet sluttede dermed med succes årets fynske traktortræksæson. Igen næste år vil der være traktortræk på Egeskov om lørdagen, der indleder efterårsferien.
Se 20 minutter spændende videooptagelser fra Egeskov Traktortræk her!
Se resultaterne fra stævnet i næste uges LandbrugFyn.





































