Kampagnen »Bliv landmand i nord«, der skal rekruttere 100 flere unge til de nordjyske landbrugsskoler, er i fuld gang på de sociale medier og med et tilbud om at blive landmand for en dag.
Der skal flere unge ind i landbruget. Og der er også brug for de unge, som ikke er opvokset på et landbrug eller på anden måde har tilknytning til erhvervet.
For at sikre det, er de nordjyske landboforeninger, familielandbrug og landbrugsskoler gået sammen om kampagnen »Bliv landmand i nord«, der skal lokke de unge ind på landbrugsskolerne.
- Vi har brug for arbejdskraften og for at sikre næste generation af landmænd, som skal føre erhvervet videre, siger Torben Farum, der er formand for styregruppen bag projektet.
På de sociale medier
I 2020 lancerede styregruppen et nyt website, www.blivlandmandinord.dk, og de har i samarbejde med et professionelt marketingbureau, Companyoung, startet annoncering og markedsføring på de sociale medier, herunder især Snapchat.
Skoler og foreninger selv har lanceret en Facebook-side, hvor nuværende unge landmænd reklamerer for erhvervet.
- Vi styrker vores indsats på Facebook i den kommende periode, og vi har allieret os med de lokale LandboUngdom-foreninger i Nordjylland, så vi kan få mange flere gode historier ud på de sociale medier om vores erhverv, siger Torben Farum.
Håber flere vælger landbruget
Styregruppen forventer, at indsatsen på de sociale medier allerede har påvirket nogle af de mange unge, der skal vælge uddannelse nu.
- Corona har desværre betydet, at vi har manglet de forskellige uddannelsesmesser, hvor vi ellers skulle have fået de unge i tale, men heldigvis var vi med i Fårup Sommerland i uge 42, hvor vi for første gang lancerede vores nye »Bliv landmand i nord«-container, som vi håber at få ud på dyrskuer, messer og andre arrangementer til næste år, siger formanden.
Bliv landmand for en dag
Eftersom de fysiske tiltag har været begrænsede, valgte styregruppen at åbne landbrug op i uge 42 for unge, der er interesserede i at blive landmand. På den måde fik de en mulighed for at prøve kræfter med tilværelsen som landmand.
- I styregruppen har vi valgt at fortsætte det koncept, så en interesseret ung til enhver tid kan få en fornemmelse for landbrugserhvervet ved at blive landmand for en dag, siger formanden.
Det var tilbage i efteråret 2019, at de nordjyske landboforeninger LandboNord, Agri Nord og LandboThy og NF Plus besluttede at gå sammen med de lokale landbrugsskoler Nordjyllands Landbrugsskole, Morsø Landbrugsskole og Agri College om at få 100 flere unge ind i landbruget.
Sparekassen Thy, Sparekassen Vendsyssel og Jutlander Bank støtter projektet økonomisk over en treårig periode, og projektet løber to år endnu.
cc