Lyt til artiklen Afspiller
Hele artiklen læst op
0:00 / 0:00

Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.

Den spanske regering har givet tilsagn om at investere 2,13 milliarder euro frem til 2027 for at modernisere kunstvandingssystemerne i de hårdest ramte middelhavsregioner, Aragon og Catalonien, der lider under tørke.

Det skriver efanews.eu.

Under en konference om digital styring af den vigtige kanal i regionen »Canal de Aragon y Cataluña«, understregede landbrugsminister Luis Planas, at den moderniserede kunstvanding vil føre til større effektivitet med mindst 10 procent vandbesparelse og brug af ikke-konventionelle vandkilder. Der vil også være energibesparelser og reduktion af ​​plantebeskyttelsesmidler og gødning.

Landbrugsministeren påskønnede samtidig kunstvandingssamfundene og mere end 12.000 landmænd i regionerne for deres bæredygtige brug af vand, som har vist sig mere og mere nødvendig i takt med klimaforandringerne.