Med sommerens ankomst følger også en anden lidt ubehagelig gæst – lynet. Sommeren er nemlig højsæson for lyn og for de skader, som lynet kan medføre. Statistikken viser, at cirka 85 procent af alle lyn slår ned i månederne juni, juli og august.

Der skal ikke meget til for at sikre sin ejendom imod lynskader. Med den rigtige sikring kan man nedsætte risikoen for ødelagt elektronik og skader på el-systemet, når sommerens uvejr rammer.

- Umiddelbart kunne man tro, at direkte lynnedslag er skyld i de fleste af de skader, der opstår under et tordenvejr. Men langt de fleste skader skyldes overspænding, som rammer elektrisk udstyr og elektronik via forsyningsnettet, siger agronom i Topdanmark, Svend-Anker Worm. 

Han pointerer, at der allerede i år har været en del dage med mange lyn, og han anbefaler landmændene til at få lynsikret deres gårde.

Dyre skader og meget besvær

- Landmænd er i dag afhængige af, at elektronikken virker i for eksempel computere, ventilation, malkerobotter og fodringsanlæg. Så når lynet slår ned og skaber overspænding i de elektriske systemer, kan det gå ud over produktionen, forklarer Svend-Anker Worm og fortsætter:

- Det er ofte dyre og omfattende skader, som giver meget besvær, men det værste er, at det ofte går ud over dyrene, når ventilationen stopper, eller der ikke kan malkes.

Når gården skal sikres mod lynnedslag, er det vigtigt at komme hele vejen rundt. Det er ofte ikke nok at bede elektrikeren om at sætte transientbeskyttelse, som er det rigtige ord for lynsikring, i hovedtavlen. 

- Overspændingen kan komme ind også via telefon eller elhegn, og er der langt mellem hovedtavle og undertavler, skal undertavlerne også sikres, understreger Svend-Anker Worm og oplyser, at prisen for at lynsikre sin ejendom er forholdsvis lille.

Træk stikket ud
Skal du på ferie i lynsæsonen, kan det også være en god idé at tage stikket ud til PC, fjernsyn og andet elektrisk udstyr i beboelsen, der er sluttet til el-nettet. Men husk, at fryser, køleskab og eventuel tyverialarm skal have strømforsyning konstant.
- På den måde er du også med til at undgå overspændingsskader. Og har det været tordenvejr, og konstaterer du, at ejendommens HFI-relæ er slået fra, kan det være tegn på, at der har været et lynnedslag i nærheden. Så er det en god idé at gå en runde og kontrollere, om alle anlæg fungerer, fortæller Svend-Anker Worm. /jhal