Arla øger efterbetalingen til sine ejere

På et møde i tirsdag godkendte Arlas repræsentantskab en opdateret konsolideringspolitik , som øger efterbetalingen med en halv eurocent.

Arlas andelshavere kan fremover se frem til at få garanteret 1,5 eurocent – cirka 11 øre – i efterbetaling pr. kg mælk frem for de 1,0 eurocent, som er tilfældet i dag.

Det sker efter, at et stort flertal i Arlas repræsentantskab tirsdag stemte ja til en ny konsolideringspolitik, som bestyrelsen i mejeriselskabet havde foreslået. Arla oplyser, at 156 stemte for, mens 13 stemte imod bestyrelsens forslag.

Efterbetalingen på 1,5 eurocent pr. kg mælk bliver udbetalt såfremt Arla når sit mål om et årligt nettooverskud på mindst 2,8 procent af omsætningen. Efterbetalingen skal fremover udbetales i to rater frem for én, som det har været tilfældet hidtil.

Arla-ejerne får pengene udbetalt i september og marts.  Størrelsen på udbetalingen i september afgøres af bestyrelsen på grundlag af halvårsresultatet og forventningerne til årets samlede resultat

Samtidig med, at efterbetalingerne øges, så bliver pengene, der går til at konsolidere Arla-virksomheden nedsat fra 1,5 eurocent pr. kg til 1,0 eurocent.

Stærk politik

Bestyrelsesformand i Arla, Jan Toft Nørgaard er tilfreds med, at bestyrelsen af repræsentantskabet har fået stemt sin nye politik igennem.

- Vi har nu en stærk politik på plads, der vil sikre virksomhedens økonomiske og investeringsmæssige fleksibilitet over de næste fem år. Det skaber forudsigelighed for vores andelshavere og støtter dem i de investeringsbeslutninger, de skal træffe for deres bedrift, siger han.

Den nye konsolideringspolitik vil være på plads fra nu og frem til udgangen af 2026.

Fra Arla lyder det, at den nye politik skal understøtte investeringer både i virksomheden og hos andelshaverne på gårdene, i forbindelse med Arlas nye strategi, som bliver præsenteret i næste uge, den 3. november.

Hoveddetaljer i den nye konsolideringspolitik

Konsolidering og efterbetaling 

  • En garanteret efterbetaling på 1,5 EUR-cent/kg mælk ved et årligt nettooverskud på minimum 2,8% af omsætningen

  • En konsolidering reduceret fra 1,5 EUR-cent/kg mælk til et maksimum på 1,0 EUR-cent/kg mælk

  • Efterbetalingen udbetales to gange om året, i september og marts. Størrelsen på udbetalingen i september afgøres af bestyrelsen på grundlag af halvårsresultatet og forventningerne til årets samlede resultat.

Kilde: Arla

Læs også