1. september blev Per Meinert optaget som partner i Boje & Ladekjær. Han kommer med en solid erfaring fra landbruget, rådgivningsbranchen og senest den finansielle sektor.
Boje & Ladekjær har her fra 1. september udvidet partnerkredsen med partner nummer syv i form af Per Meinert, der har rødder i landbruget, rådgivningsbranchen og den finansielle sektor.
- Denne kombination giver en bred indsigt og forståelse for de emner som er i spil, når landmanden skal agere og træffe beslutninger i en omskiftelig hverdag. Han har stærke ledelsesmæssige kompetencer via lederjobs i de sidste 17 år. Det er med stor glæde, at vi sammen med Per, tager endnu et skridt i udviklingen af Boje & Ladekjær, siger partner Kim Ladekjær.
Per Meinert har de seneste 8 år været Områdedirektør for Nordeas landbrugsaktiviteter på Sjælland og Lolland-Falster. Tidligere har han været udviklingschef i VKST med ansvar for bl.a. driftsøkonomi, grise og kvæg og en række andre fagområder, samt afdelingsleder i Agrovi.
Drøm om at blive selvstændig
Per Meinert har igennem årene haft fokus på at assistere virksomheder til at sætte ambitiøse mål og efterfølgende være med på vejen frem mod disse.
I Boje og Ladekjær vil han fortsætte i det spor indenfor virksomhedsøkonomi, strategi, investeringer, generationsskifte, finansiering, bestyrelser, ESG og rapportering til pengeinstitutter.
Og han glæder sig til for alvor at komme i gang med opgaverne, efter en nøje overvejelse om at skifte spor:
- Jeg glæder mig utrolig meget, og er spændt på opgaverne. Jeg var utrolig glad for mit job og mine otte år hos Nordea, men har i flere år drømt om at blive selvstændig, og prøve mig selv af, fortæller Per Meinert, der samtidg også gerne ville have et selvstændigt job, hvor han ikke skulle sidde alene, og samtidig kunne være en del af noget.
Da han samtidig kendte Rasmus Lind Pedersen fra tidligere, opstod ideen om at indtræde som partner og rådgiver i Boje & Ladekjær.
Sparringspartner for kunden
Rasmus Lind Pedersen fortæller, at kunderne generelt har en tydelig ambition om at bygge ovenpå professionaliseringen af deres virksomhed og organisation og i dette også samarbejdet med deres samarbejdspartnerne.
- I dette arbejde er Per et af landets bedste bud på en erfaren og bredt funderet sparringspartner, fortæller han.
Per Meinert er 51 år og gift med Lene. Sammen har de to drenge og bosiddende i Ringsted. Oprindeligt er han uddannet agronom og tidligere landmand. Det har ført ham til stillinger i blandt andet DLG, Agrovi, VKST og senest Nordea.