NutriFair udsættes til maj 2021

Den årlige messe NutriFair bliver nu udskudt fra januar til foråret, hvor messen vil blive afholdt den 5. og 6. maj 2021. 

I lyset af udviklingen af Covid-19 er der opbakning fra udstillere og foreninger til, at NutriFair flyttes til den 5. og 6. maj 2021. Det skriver fagmessen i en pressemeddelelse.

Beslutningen om at flytte messen er taget på baggrund af en dialog mellem Messe C og samtlige udstillere. Alle involverede er blevet kontaktet omkring situationen og om deres opbakning til NutriFair. 

- Det er turbulente tider, men det har været afgørende for os og NutriFairs messekomité, at beslutningen er taget med fuld opbakning fra branchen. Vi er taknemmelige for, at der er meldt så tydeligt tilbage. NutriFair er udviklet af branchen for branchen, så vores vigtigste job i Messe C er at facilitere en messe, hvor alle medvirkende kan stå inde for afholdelsen, siger Grete Højgaard, direktør i Messe C og fortæller:

- Januar er under normale omstændigheder den ideelle måned for afholdelsen af NutriFair, men i lyset af den nuværende situation i Danmark er maj måned det bedste alternativ for afholdelse i 2021. NutriFair er en specialiseret messe for husdyrproducenter, hvor netværk, inspiration og faglighed driver besøgstallet, og jeg forventer, at vi kan levere på disse parametre sideløbende med et højt fokus på sikkerhed.

Nødvendigt

På trods af den verdensomspændende pandemi har Messe C oplevet en utrolig stor opbakning fra branchen. Derfor har det været yderst vigtigt for messekomiteen og Messe C at finde frem til nye afholdelsesdatoer for NutriFair 2021.

NutriFair har siden begyndelsen været vært for de faglige foreninger. Det vil også være gældende for afholdelsen af NutriFair i maj. 

- Vi havde selvfølgelig håbet på, at vi kunne afholde vores 40-års jubilæum i januar på NutriFair, men nu ser vi frem til at afholde det i maj i stedet for. Usikkerheden i disse måneder har bragt meget frustration med sig, og det er derfor rart, at NutriFair ikke er aflyst, men blot udskudt til en specifik dato, vi nu kan se frem til, fortæller formand for Danske Mælkeproducenter, Kjartan Poulsen, der også er medlem af messekomitéen.

Opbakning

Foreningen Danske Svineproducenter deltager ligeledes på NutriFair 2021 i maj. 

- Vi kan kun bifalde, at man har valgt at flytte messen. Som det ser ud nu med yderligere restriktioner og stigende smittetal, er det det eneste rigtige at gøre på branchens vegne. I forhold til den nye afholdelsesdato går vi allerede i tænkeboks for at lave et spændende fagligt medlemsmøde, som vi altid afholder i forbindelse med NutriFair, fortæller direktør for Danske Svineproducenter, Per Bardrum. 

NutriFair slog besøgsrekord i januar 2020. Her gæstede i alt 5.784 bedriftsejere, m.v., fagmessen i Fredericia.

db

Læs også