Relevante kunder kom på besøg
Koch Montage præsenterede nyt samlet koncept på Gammeleje på Lolland.

Den nye korngrav tages i besigtigelse. Foto: Jørn Jervelund
Det gik rigtig godt med mange relevante kunder, som vi kunne præsentere det nye anlæg på Gammeleje for. Sådan lyder det fra Jesper Koch, Koch Montage, der har forhandlingen af Almas kornanlæg øst for Storebælt.
Ejerne af Gammeleje ved Nakskov på Lolland, søskendeparret Charlotte Høegh og Karsten Høegh, er tilfredse kunder, der gerne ville vise, hvad de har fået lavet.
- To 1.300 tons tørresiloer, et 120 tons Søby transportanlæg, en 50 kubikmeter korngrav beregnet for sidetip og et 500 kvadratmeter kørefast trægulv. Det hele koblet sammen med et allerede eksisterende anlæg, oplyser Jesper Koch.
Én samlet pakke
Videre lyder det fra Jesper Koch, at søskendeparret har valgt at købe og få alt monteret som totalløsning.
- Det betyder, at det ikke er kunden, der skal koordinere mellem forskellige leverandører, men os. Vi klarer det hele i én samlet pakke, hvilket kommer alle parter til gode, forklarer Jesper Koch og fortsætter:
- Med den løsning de har valgt, og vi nu kan præsentere, ligger alt ansvar for levering og montering et og kun et sted, hos os, hvilket giver rigtig god mening.
Tidligere var det ofte kunden, der skulle koordinere mellem entreprenør, leverandør, elektriker og hovedleverandør, og det skabte problemer, hvis så en af parterne ikke kunne komme til, fordi andre ikke overholdt tidsfrister.
- Alt i alt er jeg glad for dagen, for at vi kunne præsentere det nye koncept og undres samtidig, hvorfor ingen i denne del af erhvervet har gjort det før os, lyder det fra Jesper Koch.