Fra 1. marts 2019 har HedeDanmark nemlig etableret en fast Aarhus-afdeling bestående af en nyansat projektleder samt HedeDanmarks specialafdeling for udeområder, som hidtil har holdt til i Vejle. Den nye afdeling vil få base i HedeDanmarks nye domicil i Søften vest for Aarhus.

-  Vi har allerede udført en række anlægsopgaver i Aarhus-området, og med det nye HedeDanmark-domicil i byen, mener vi, at tidspunktet er det rette til at placere en anlægsafdeling i byen. Aarhus er en by i en rivende udvikling, hvor grønne anlægsprojekter og bynære naturrum er en del af byens DNA. Derfor er det et interessant marked for os som anlægsforretning at satse på fremadrettet, siger divisionsdirektør John Iskov fra HedeDanmarks Entreprise-division.

HedeDanmark Anlægsgartnere udfører i dag opgaver inden for anlægsgartneri for en lang række offentlige og private virksomheder og institutioner.

 

Samler aktiviteterne

Inden for de senere år har HedeDanmark bl.a. stået i spidsen for etablering af landskabet i det nye pandaanlæg i København Zoo, udearealerne omkring Novo Nordisk-hovedsædet i Måløv, samt stået i spidsen for anlæggelsen af Mærsk Tårnets udearealer og prisbelønnede grønne tag.

-  Selvom vi har erfaring fra store projekter, der har fået både national og international opmærksomhed, er det vigtigt for mig at understrege, at vi med vores indryk i Aarhus ønsker at være den foretrukne lokale anlægsgartner. På grund af vores brede erfaring har vi den faglighed, der skal til for at være en kompetent samarbejdspartner for både rådgivere og entreprenører i Aarhus,” siger Bo Vinther-Jensen, regionschef i HedeDanmarks anlægsgartnerforretning.

Fra 1. april samler HedeDanmark fem af sine kontorer spredt i Midt- og Østjylland i et nyt domicil i Søften ved Aarhus. Det sker som et led i virksomhedens strategi om et samlet HedeDanmark, hvor medarbejderne i højere grad skal kunne trække på kollegerne i dagligdagen.

Planter