- Vores ambition er at give også danske andelsmælkeproducenter en reel mulighed for at tjene på at afsætte de op til 20 procent frimælk, de har lyst til, og ifølge konkurrencemyndighederne også ret til at afsætte til anden side.
Det er meldingen fra Andreas Hastrup og Jens Ravnsbæk Andersen, henholdsvis bestyrelsesformand og direktør/system-
udvikler i Milk2market.eu.
Milk2market.eu er en auktionsplatform a la hollandsk auktion, hvorfra i forvejen godkendte producenter og mejerier, osterier med flere, kan handle den såkaldte frimælk.
 

Baggrunden for netauktionen

Andreas Hastrup fortæller:
- For godt et år siden talte min bror, Gregers, og hans hustru, Louise, nogle andre samt jeg selv om kvalitetssikring og -styring, og om det at have erfaring med at drive auktionshus, herunder netauktion.
Det skal i den forbindelse nævnes at Gregers Hastrup er beskikket som auktionsleder af Justitsministeriet.
- Vi talte også om hele den mælkepolitiske situation i EU efter kvoterne er givet fri, og med baggrund i, at EU har et udtalt ønske om et mere konkurrencepræget mælkemarked, oplyser Andreas Hastrup og fortsætter:
- Samtidig konstaterede vi, at der ikke er samme grad af gennemsigtighed når det gælder mælk, som der er på eksempelvis korn, frø, olie og guld, hvor der hele tiden er en officiel tilgængelig kurs.
- Med andre ord er mælkemarkedet meget tillukket. Det til trods for, at man fra EU’s side har et udtalt ønske om at få ændret dette, ud fra devisen, at konkurrence ikke er det mest usunde man har, lyder det supplerende fra Jens Ravnsbæk Andersen.
 

Ekspert- og investorgruppe

Fra ord til handling var der ikke langt: En gruppe bestående af eksperter i nethandel, drift af auktionshus, markedsføring, en herboende hollandsk mælkeproducent og en hollandsk mejerispecialist, blev nedsat og analyserede markedet for salg og køb af frimælk.
De fremkomne tanker blev dernæst præsenteret for Væksthus Sjælland, der fandt det så spændende, at man via inno-
vationsfonden Innoboost, modtog støtte til udvikling af en ny platform.
- Efterfølgende blev et systemudviklingsprojekt sat i gang med afsæt i at den enkelte producent selv skulle kunne sætte en minimumspris, og en fornuftig transportlogistik. Samtidig ville vi anvende principperne fra »hollandsk auktion«, da mælk er en let fordærvelig vare, hvorfor handlerne skal kunne afsluttes i en ruf, lyder det videre fra Jens Ravnsbæk Andersen.
 

Hurtig afregning til sælger

Selve auktionerne tager udgangspunkt i den mælk, producenterne byder ind med, minimum 3.000 kilo ved hver anden dags afhentning, og bygget op om et interaktivt kort, som betyder, at køber kan se, hvor sælgers ejendom er beliggende i forhold til en eventuel mælkerute. Såvel køber som sælger skal forlods være godkendt, og alle parter varsles forlods via sms.
Videre peger Jens Ravnsbæk Andersen på, at man kører tæt parløb med Eurofins Steins i Vejen: - Det betyder, at der fra de godkendte producenter tages mælkeprøver og laves analyser, der indgår i den endelige beregningsmodel. Kvalitet er os meget magtpåliggende.
- Samtidig sikrer vi hurtig afregning til sælger, to gange ugentlig, hvilket er en likviditetsmæssig hjælp til producenterne.
 

Tør – tør ikke? Må – må ikke?

Andreas Hastrup peger videre på vigtigheden af at der åbnes op for mælkemarkedet: - Vores mål er, at såvel sælger som køber får en god forretning ud af det. Og det bør være muligt, for jævnfør de seneste priser for mælk, så giver 75 procent af mejeriselskaberne i Europa en bedre pris end Arla.
Samtidig erkender han, at der er et problem:
- Arla kontrollerer cirka 90 procent af mælken i Danmark, og har samtidig nogle vedtægter, senest revideret for en måned siden, der gør det svært for deres ejere at sælge deres frimælk, til trods for konkurrencestyrelsens krav.
- Vi har leverandører, alle analyser er klar, og det samme er de mejerier, vi har været i kontakt med i Danmark og i Nordtyskland, fortæller Andreas Hastrup.
- Desværre, tilføjer han, tør ikke alle aktører benytte sig af deres ret. Flere har overfor os tilkendegivet, at de har fået at vide, at det vil være uklogt af dem i forhold til Arla.
Afsluttende lyder det fra bestyrelsesformanden:
- Vi har som nævnt absolut intet ønske om, at landmænd skal forlade Arla. Omvendt må vi altså til at forholde os til og respektere konkurrencemyndighedernes krav om et reelt frit marked for de 20 procent af mælkeproduktionen.
 
Bestyrelsen i Milk2market.eu
 Andreas Hastrup, medejer, formand
 Jens Ravnsbæk Andersen, medejer, direktør
 Louise og Gregers Hastrup, medejere
 Dorte Fonnesbech-Wolff Estrup og Adam Estrup, medejere
 Lieuwe Rozema, medejer, hollandsk mejeri-
sektorspecialist
 Erna Degreeff, medejer, mælkeproducent i Danmark.
Kvæg