5.000 på Sofari
Glade gæster trodsede søndag valg og det kolde og fugtige vejr for at se økogrise på 11 bedrifter landet over ved årets Sofari, der blev holdt for tiende gang. I alt var der mere end 5.000 besøgende på gårdene, oplyser arrangørerne.
Det var også en tilfreds formand for Foreningen Fremme af Økologisk Kvalitets Svinekød (FØKS), økolog Randi Vinfeldt, som selv var på Åmosegård ved Jyderup.
- Det er dejligt, at folk har trodset valg og vejr og er kommet ud og se det fantastiske liv, grisene har på marken. Det er faktisk kun 4 procent af alt solgt grisekød i Danmark, der kommer fra økologiske bedrifter, og det kommer ofte bag på folk, siger Randi Vinfeldt. Hun mener, at de besøgende kan blive gode ambassadører for økologisk grisekød.
Der var rundvisninger og forklaringer om økologisk griseliv, dialog mellem landmænd og gæster og forskellige aktiviteter for børn og voksne, nogle steder også smagsprøver.
Alene hos gårdejer Anders Couppé på Åmosegård ved Jyderup havde mere end 500 gæster indfundet sig. Heri i blandt en busfuld københavnere, som blev samlet op på Halmtorvet i København, og her gik det over al forventning ifølge gårdejeren.
Sofari arrangeres af FØKS i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, Økologisk Landsforening, Friland A/S og Tican. FØKS er en forening af økologiske griseproducenter, som brænder for deres arbejde med øko-grise.






































