Møgvejr for veteraner
I det flot solskin afviklede veterantraktorklubben de to traditionelle forårsdag-arrangementer i henholdsvis Strib og Rudme med møgkørsel og pløjning.
Generelt har april måned i år budt på møgvejr, vil de fleste nok mene. Med forholdsvis lave temperaturer, blæst og både regn og haglbyger.
Men imellem har der også været dage med flot solskinsvejr. Netop sådan var vejret de to lørdage, hvor Motor og Veterantraktorklubben Fyn havde inviteret til »Forårsdag« med møgkørsel på god, gammeldags facon.
Derfor var det rigtigt møgvejr til de fremmødte medlemmer med deres møgspredere eller plove, henholdsvis den 10. april i Strib og lørdagen efter i Rudme.
17 i Strib
- Det var to virkelig gode dage, med fint føre og dermed optimalt at pløje møget ned, fortæller bestyrelsesmedlem Gunnar Larsen fra Boltinge, som igen i år var koordinator for forårsdagene i klubben.
I Strib, hvor der blev kørt møg ud fra møddingen hos Krista og Karl Erik Jeppesen, var der mødt medlemmer op fra både Midtfyn og det vestfynske område. Der var syv med møgspredere og ti, som pløjede i det herlige forårsdag denne lørdag, hvor det dagen efter slog om til heftigt regnvejr.
Oprindelig var der lidt flere tilmeldte, men netop det fine forårsvejr gjorde, at nogle måtte blive hjemme for at så vårsæd.
19 i Rudme
Ved forårsdagen den 17. april var der i alt 19 deltagere, hvor de syv kørte staldgødningen fra mælkeproducent Jesper Damgård Jensen i Rudme ud på de omkring 15 hektar.
- Vi kørte det første læs ud kvart over ni, og efter en times middagspause er vi nok færdige ved tre-tiden. Det er første gang, vi er her, mens det er tiende år i træk, vi har været i Strib. Og det er helt sikkert ikke sidste gang, forsikrer Gunnar Larsen og glæder sig over den store opbakning fra hele Fyn, lige fra Nordfyn til Langeland, mens han venter på at få læsset sin 4,5 tons Tim combivogn med møgspreder.
- Mange har virkelig glædet sig til at komme afsted, ikke mindst efter et års tid, nærmest uden aktiviteter i foreningen på grund af covid-19. Med de kommende lempelser håber vi da, at vi i år igen kan afvikle høstdagene og efterårspløjningen. Og skulle der blive dyrskue, møder vi naturligvis op derude.
På grund af coronaen var der i Strib opsat skilte, så der ikke var tilskuere i markerne, men både der og i Rudme var der mange bilister, som gjorde holdt, for at se de gamle traktorer i aktion, og få en gammeldags forårsduft af staldgødning.