Vestjysk vil gøre klimaudfordringerne i landbruget letforståelige
Konsekvenserne af den nye landbrugsreform kan være uoverskuelige. Landboforeningen Vestjysk sætter derfor ind for at omsætte de komplicerede udfordringer til løsningsorienteret og forståelig viden, der kan bruges på bedriftsniveau.

Til temaeftermiddagen var der faglige oplæg fra tre eksperter fra Seges - blandt andre Jens Elbæk, afdelingschef i planteinnovation.
Alle snakker om klima og miljø. Men det er ikke alle, der forstår, hvad der reelt er op og ned i de komplicerede udfordringer, vi står overfor – og hvad klimaproblematikkerne og ikke mindst den nye landbrugsreform reelt kommer til at betyde for landmanden. Derfor havde landboforeningen Vestjysk indbudt bestyrelse, interessenter fra Ringkøbing-Skjern kommune og relevante medarbejdere samt rådgivningsforum til en temaeftermiddag om klima.
- Som landboforening er det vores fornemmeste opgave at sørge for, at vi er klædt på og kan tage det komplekse og vanskelige, der er svært at forstå, og omsætte det til konkret, løsningsorienteret og forståelig viden, som kan anvendes i praksis ude hos landmanden, så vi kan lykkes i fællesskab, siger direktør i Vestjysk, René Andresen, der er initiativtager bag arrangementet.
Til temaeftermiddagen var der faglige oplæg fra de tre eksperter fra Seges; Jens Elbæk, afdelingschef i planteinnovation, Lars Villadsgaard Toft, bioøkonomichef og Cecilie Skov Nielsen, chefkonsulent og afdelingsleder, klima.
Punkterne på dagsordenen omfattede blandt andet, hvordan man regner på klima, hvad landmanden og konsulenten kan gøre i forhold til klimaindsats og planteproduktion, og hvad der kan gøres med de kulstofrige jorde.
Afdelingschef Jens Elbæk glædede sig over initiativet fra Vestjysk.
- Jeg fornemmer generelt en stor forvirring omkring klimaproblematikkerne. Derfor er det vigtigt at tale om, hvad vi står overfor, og hvad vi kan gøre, siger Jens Elbæk.
Direktør i Vestjysk, René Andresen fik positive tilbagemeldinger fra deltagerne, og vil nu undersøge mulighederne for at holde en tilsvarende temaaften for en bredere kreds af landmænd.
- Vi fik fra oplægsholderne nogle forholdsvist konkrete løsningsforslag på bordet, som kan føres ud i livet indenfor en overskuelig årrække, og som ikke nødvendigvis kommer til at koste en hel masse for landmanden. Det synes jeg, er meget interessant, siger René Andresen og tilføjer:
- Det er vigtigt, at vi tænker løsningsorienteret, for selvom det ukendte ved de nye forventninger og regler på klima- og miljøområdet kan være skræmmende, så er det den vej, vi skal.