Årets gæstetaler er direktør i Tænketanken Frej, Marie-Louise Boisen Lendal, der giver sit bud på fremtiden for dansk landbrug.
Agri Nord er klar til den årlige kongres 7. februar i Agri Nord Idrætscenter på Hobrovej 435 i Aalborg. Temaet på Agri Nord Kongres 2023 er: Fremtiden.
Årets gæstetaler er direktør i Tænketanken Frej, Marie-Louise Boisen Lendal, der giver sit bud på fremtiden for dansk landbrug.
Kongres 2023 byder på en række faglige oplæg fra Agri Nords rådgivere, og der er i løbet af dagen afsat gode pauser, så kongressens gæster får mulighed for at snakke og netværke.
Den fysiske kongres i Aalborg kombineres med en række faglige webinarer, som deltagerne og andre interesserede kan se online.
Målet er at inspirere
Og ifølge den adm. direktør i Agri Nord, Laury Kristoffersen, har Kongressen fokus skarpt rettet på landmandens virksomhed. »Vores mål er at inspirere deltagerne, så de bedst muligt kan sikre deres bedrifter en økonomisk robust og bæredygtig fremtid,« siger han.
- På kongressen giver vi et overblik over vores landbrugskunders økonomi i 2022, og vi dykker ned bag tallene med forklaringer på, hvorfor resultatet har formet sig, som tilfældet er, forklarer han.
- At forstå fortiden gør os klogere på fremtiden, og på baggrund af historikken kigger vi ind i fremtiden og leverer aktuelle, faglige nyheder, tilføjer Laury Kristoffersen.
En god kombination
Kombinationen med den fysiske kongres og de mange online webinarer, ser han som en værdifuld udvikling af kongressen.
- Vi har fået rigtig god feedback på vores webcast fra de seneste års online-kongresser, så dem holder vi fast i, siger direktøren og tilføjer:
- Vi kombinerer mødet med aktuelle webinarer, som folk kan se efterfølgende, når det passer ind i deres hverdag. Her kan de håndplukke de emner, de har brug for. Og med denne løsning får deltagerne i øvrigt mulighed for at se samtlige faglige oplæg fra vores kompetente rådgivere.