Mekanik og nostalgi: - Der er kugler, eksplosioner og alle mulige special effects

25. til 27. maj afholdes Græsted Veterantræf. Det er det 25. træf, hvor entusiaster og frivillige fra nær og fjern kommer med dampmaskiner, biler og meget mere.

- Det er ikke det 25. år, det er det 25. træf, fordi vores første træf var i 1996, siger Henrik Ewald, der er formand for Græsted Veterantræfforening.

I 1896 gik Gribskovbanen til Græsted, og det var i forbindelse med en markering af denne begivenhed 100 år senere - i 1996, at det første Græsted Veterantræf blev afholdt.

- Det var en forholdsvis lille træf med en enkelt dampmaskine, nogle tog, lidt forskellige biler, en traktor. Den slags. En lille begivenhed, siger Henrik Ewald og fortsætter:
 
- Så var der nogen, der tænkte, det havde været meget sjovt. Skulle vi ikke prøve at lave det igen? Således lavede man så endnu et træf i 98. Det tog simpelthen fart derfra. Der blev lavet en forening, der simpelthen lavede træf hvert år fra nu af, hvor alle arbejder frivilligt og ulønnet.

Meget mere

Udover 1997 har der været to aflysninger af veterantræffet. Det var i 2020 og 2021, hvor Covid 19 satte en stopper for træffet.

 - I anledning af vores jubilæum gør vi selvfølgelig ekstra ud af det, i forhold til hvad vi plejer at gøre. Blandt andet sørger vi for, at der er flere dampmaskiner af forskellige slags. Og så er der bare et eller andet sted mere af det hele, siger han og fortsætter:

- Der kommer flere end normalt. Der er flere steder at spise. Flere optræderne. Mere musik om aftenen. Hovedingrediensen er stadig udstillerne. Det er almindelige bilentusiaster og andre, som kommer med deres klenodier og viser frem for andre mennesker.

Nostalgisk campingeventyr

På Græsted Veterantræf er der noget for alle. Der er udstillerne med de mange maskiner. Der er et stort kræmmermarked, musik og underholdning om aftenen, der er børnedyrskue, og meget mere.

- Der er meget at se, og vi holder det over tre dage. Ærligt talt, så kan man heller ikke nå at se det hele på en enkelt dag, siger Henrik Ewald.

Derfor har veterantræffet også en campingplads, hvor man kan bo. En særlig del af campingpladsen, som ligger inde på selve træffet, hedder Nostalgicamping.

- Campingvognene, teltene, eller hvad det er, de skal også være veteraner. Det vil sige, at de også skal være over 30 år gamle. Der kommer blandt andet folk med campingvogne fra 40'erne og 50'erne og 60'erne, som er pæne og nyrenoverede, siger han.

I de senere år har træffet haft succes med military reenactment, hvor en gruppe mennesker genskaber scener fra forskellige historiske krige og slag.

- Der er kugler, eksplosioner og alle mulige special effects, der gør, at det er ekstra spændende at se på. De har nogle telte, noget udstyr, og nogle køretøjer med. Så slår de deres egen lejr op og er soldater i en weekend, siger Henrik Ewald.

Gratis adgang for børn

Græsted Veterantræf er 27. til 29. maj, og det starter klokken 10 alle tre dage. 

Børn under 15 år kommer gratis ind. For øvrige gæster er det muligt at købe billet ved indgangen.

På gtvf.dk er det muligt at forhåndskøbe billet, så køen kan springes over på dagen.

Nordsjællands Veterantog har i mange år været en del af træffet, og også i år er der ubegrænset kørsel med de gamle tog, når først indgangen er betalt.

Læs også