Kreaturnoteringen står stille i afdæmpet marked
Alle kategorier er uændrede, mens øget slagtekapacitet ventes at fjerne efterslæbet af dyr i løbet af uge 39.

Kreaturnoteringen er uændret, mens øget slagtekapacitet reducerer køen. Danish Crown venter at være i bund i uge 39. Arkivfoto
Danish Crown Beef fastholder ugens kreaturnotering uændret i samtlige kategorier. Okse- og kalvekødsmarkedet er fortsat præget af afdæmpet aktivitet og ujævn efterspørgsel, selv om der på enkelte markeder ses tegn på stabilisering efter sommerperioden.
Kigger man på det danske marked, er handelen kommet i gang igen efter ferien, men udviklingen varierer mellem de forskellige udskæringer.
- På det danske marked er aktiviteten vendt tilbage efter ferieperioden, og afsætningen af blandt andet burgerbøffer, kalvekød, hakkekød og småkød er nogenlunde stabil. Samtidig er efterspørgslen efter bagkødsudskæringer fortsat mere afdæmpet, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef i den ugentlige beretning.
I Sydeuropa bevæger markedet sig gradvist tilbage mod et mere normalt aktivitetsniveau efter turistsæsonen. Der er fortsat en fornuftig efterspørgsel efter udvalgte udskæringer, mens aktiviteten i turistområderne aftager, efterhånden som hverdagen vender tilbage.
Uden for EU er ordreindgangen fortsat begrænset, og markedet afventer nye handler for de kommende måneder. Samtidig følger Danish Crown Beef konsekvenserne af EU's importstop for brasiliansk oksekød tæt. Importstoppet kan på længere sigt åbne nye afsætningsmuligheder for europæisk oksekød.
På slagterierne har den øgede kapacitet i Holsted og Aalborg reduceret antallet af udsatte dyr i den seneste uge. Holsted fortsætter med den højere kapacitet i uge 38, og forventningen er, at slagteriet vil være i bund med dyrene i løbet af uge 39.






































