Oplevelser for de mindste
Hjørring Dyrskue samler flere aktiviteter for børn i Det Aktive Hjørne, hvor de kan malke en ko, male mel, lave reb og prøve kræfter i smedeværkstedet.

På hele dyrskuepladsen vil der være forskellige aktiviteter for børn og børnefamilier. Blandt andet kæphesteridning. Arkivfoto: Tenna Bang
Hjørring Dyrskue er kendt for en lang række oplevelser for de mindste, blandt andet i Det Aktive Hjørne, hvor man kan prøve at malke en ko med håndkraft, male mel, lave reb, smede i smedeværkstedet og meget mere.
Igen i år kan man glæde sig til at kæle med de små dyreunger eller tage en tur på den store pedaltraktorbane. Der vil også være forskellige konkurrencer for børn og børnefamilier.
Noget af det, som især var populært blandt de yngste sidste år, var at trække med en kalv eller pony. Derfor kommer der i år ikke mindre end 15 kalve og en håndfuld ponyer.
- Det er simpelthen så populært, og det giver nok også god mening, at man kan få lov at prøve selv, siger dyrskuekoordinator Karin Møller Larsen.
Børnene kan også glæde sig til ansigtsmaling i outdoorområdet, kæphesteridning, en halmlabyrint og meget mere.




































