- Efter ti års fravær er vi igen tilbage på Roskilde Dyrskue.

Sådan lød det fra formanden for Danish Crown, Erik Bredholt, der holdt årets frokosttale i umiddelbart forlængelse af åbningen af skuet. Dermed fulgte han op på velkomsten fra dyrskuets leder Charlotte Frimer Petersen:

- Danish Crown er tilbage på dyrskuet, dejligt, og vi håber, at i også vil være med fremadrettet.

Det er en mangeårig tradition i forbindelse med frokosten for særligt indbudte gæster, honoratiores, udvalgsformand, nuværende og tidligere formænd for landbrugets organisationer, at der holdes en tale, humoristisk eller til eftertanke, alt efter talerens ønske.

Erik Bredholt valgte den humoristiske tilgang:

- Da dyrskueformand Povl Fritzner ringede, valgte jeg at tage telefonen. Povl spurgte hverken til børn, kone, eller afgrøder, men sagde lige ud at jeg skulle holde frokostalen. Jeg undslog, da min selvtillid var i bund: Jeg havde netop holdt indlæg ved en stor konference. Der var én deltager. Et stykke inde i mit indlæg, sov tilhøreren. Jeg vækkede ham og sagde han kunne køre hjem, så kunne jeg alene fortsætte mit indlæg. Han svarede, det kan jeg ikke, jeg er næste indleder. 

Og dermed var tonen slået an til en humoristisk tale, hvor slagteriformanden fortalte om deltagelse på tidligere dyrskuer i det jyske: - Debuterede i 1973 i Hornsyld, hvor jeg udstillede en dværghøne, i 1980 trak jeg en jerseyko, og nu kulminationen som frokosttaler på Roskilde Dyrskue.

Derpå ridsede formanden for Danish Crown, der har en omsætning på 62 milliarder kroner, har 26.000 ansatte og 7.000 leverandører, ved at fortælle træk af dyrskuernes historie. Fra dengang hvor skuet var stedet, hvor man fandt næste års tyr til bedækning af ens køer, til i dag, hvor der er tvangsægteskaber i stalde, og hvor det er et computerprogram, der fortæller hvilken orne eller tyr, der er bedst til ens søer eller køer.

- I dag er dyrskuer også en højteknologisk udstilling, der viser alt det som dansk landbrug kan præstere inden for mel, mælk, kød, skind og maskiner, og hvor produkter alene fra Danish Crown hvert år står for 9 milliarder måltider rundt om i verden.

Roskilde Dyrskue fortsætter lørdag og søndag. Søndag er blandt andet debat om ulvens placering i den danske natur.