På grund af Covid-19-situationen har LandboNord besluttet at aflyse dette års Fjerritslev Dyrskue, som skulle have været afholdt den 16. maj.
De omfattende forberedelser til dette års dyrskue i Fjerritslev er nu blevet stoppet, da dyrskueudvalget og LandboNords ledelse har besluttet at aflyse dette års dyrskue. Uvisheden om Covid-19situationen i Danmark til maj, er simpelthen for stor.
- Med to måneder til Fjerritslev Dyrskue, og med Danmark næsten lukket ned, her ved foden af kurve for smittede af coronavirus, ser vi ikke anden udvej end at vi desværre må aflyse Dyrskuet i Fjerritslev. Planlægningen er allerede godt i gang, men vi ved ikke, hvor mange der vil være berørte af smitten den 16. maj. Derfor standser vi planlægningen nu, og ser frem til at holde et flot dyrskue i 2021, siger formanden for Fjerritslev Dyrskueudvalg, Ole Larsen.
Mulige konsekvenser
LandboNord er både arrangør af det nu aflyste dyrskue i Fjerritslev og Hjørring Dyrskue Fødevarer & Frilandsliv den 19. og 20. juni. Hvorvidt det også skal aflyses, er endnu for tidligt at udtale sig om.
- Vi følger situationen meget tæt, og i dyrskuebestyrelsen er vi nu i alvorlige overvejelser, om det bliver muligt at afholde vores store dyrskue i Hjørring. Lige nu ser vi tiden an, siger bestyrelsesformand for Hjørring Dyrskue, Lars Mellemkjær.
Dyrskuerne er ikke de eneste LandboNord-arrangementer, som er blevet berørt af Covid-19. Tidligere på måneden blev LandboNord nødt til at udsætte den årlige generalforsamling, som skulle have været afholdt den 19. marts.
- Det er super ærgerligt med aflysninger og udsættelser, men i LandboNord har vi valgt at følge myndighedernes opfordring om at tage ekstraordinære forholdsregler. Foreningsarbejdet fortsætter på fuld damp – men på afstand. Vi håber, at tiltagene vil være med til at skåne så mange mennesker som muligt, så vi hurtigst muligt kan genoptage en normal hverdag, siger Lars Mellemkjær.