Historisk dyrskue på Det Grønne Museum
Søndag den 18. august trækkes de gamle husdyr i ringen ved Det Grønne Museum til et historisk dyrskue med bedømmelse, rosetter og ærespræmier.

Familien Andersen fra Tjele er klar til at fremvise deres Jyske køer, når der er dyrskue for gamle husdyrracer på Det Grønne Museum søndag den 18. august. Sonja og Anders Andersen har haft racen siden 2011. Arkivfoto
Det Jyske Kvæg, Sortbroget Dansk Malkerace anno 1965, Rød Dansk Malkerace anno 1970 og Malkekorthorn vil en og en blive trukket i ringen, når der søndag den 18. august er dyrskue for de gamle racer på Det Grønne Museum.
En af de familier, der år efter år bakker op om skuet, er familien Andersen fra Fuglsøgård ved Tjele. I år stiller de med otte køer, tre kvier og to kalve – alle af racen Jysk Kvæg.
- Vi vil rigtig gerne ud og vise racen frem og når vi skal afsted kan vi lige så godt fylde en hel bil, fortæller Sonja Andersen, som efter et nybyggeri til familiens malkekvægsbesætning i 2011 fik plads til den bevaringsværdige race.
Heste, grise, køer og får
Ikke alene skal køerne bedømmes, af de ofte tidligere konsulenter, som med ren nostalgi i stemmen bruger en dag med de gamle racer, som var hverdag, da de i sin tid begyndte på arbejdsmarkedet. Der vil også være bevaringsværdige heste, får, geder og svin vil være med, foruden fjerkræ, kaniner og hunde.
- Der plejer at komme lidt af det hele, siger Sonja Andersen.
Over hendes dyr kommer ydelsestavlerne til at hænge. For de Jyske dyr indgår i besætningen på samme med som de sortbrogede moderne damer.
- Vi malker og ydelseskontrollere dem, så derfor vil man kunne se en ydelsesopgørelse og se hvor meget mælk de gav dengang, forklarer hun.
Høstdag
Ikke alene vil de gamle racer blive vist frem på dagen, der er samtidig høstdag og i marken vil de gamle danske afgrøder blive høstet med selvbinder og gamle mejetærskere.
Tærskeværket bliver støvet af og så kan man prøve at tærske med plejl, ligesom der køres med kværn og hakkelsesmaskine.
Markedspladsen vil komme til at summe af liv når museets frivillige og de laug de er organiseret i, viser deres håndværk frem. Der er bryggerlauget, slagterlauget, mejerilauget og torvelauget, som har smagsprøver med og fremviser kunsthåndværk.
Museumsbutikken, haveholdet og afgrøder fra den historiske køkkenhave vil også være at finde samt frøsamlere, Mariager Saltcenter og mange flere.
Dagen starter klokken 10 og slutter klokken 16.










































