bannerPos

Hjørring Dyrskue 2019

01-05-2019 09:23:22
Der er oplevelser for både store og små når Hjørring Dyrskue, Fødevarer & Frilandsliv slår dørene op fredag og lørdag den 21. og 22. juni. I år endda med 50 års jubilæum.

Land og by mødes når Hjørring Dyrskue, Fødevarer og Frilandsliv løber af stablen den 21. og 22. juni. Et skue med knap 200 år gamle rødder, som i år kan fejre 50 års jubilæum på den nuværende beliggenhed på Aalborgvej.

Hele 41.000 kvadratmeter fylder årets maskinudstilling, som viser det nyeste indenfor landbrugsmaskiner, havetraktorer og andre maskiner. Både til den professionelle landmand og hobbyfolket.

Igen i år bliver et af de helt store trækplastre den enorme dyreudstilling, hvor publikum har mulighed for at komme helt tæt på køer, kalve, heste, får, høns og kaniner og i Det Aktive Hjørne, kan børnene få lov til at malke en ko og smage på mælken. Som noget nyt i år, laver Hjørring Dyrskue, Fødevarer & Frilandsliv et område kun med søde dyreunger.

Skuet i Hjørring er meget mere end maskiner og dyr. For to år siden kunne man for første gang se et samlet outdoor-område på skuet og det område er bare vokset siden.

Madbazaren er hvert år et hit for både store og små. Her kommer 40 producenter og præsenterer deres unikke fødevarerprodukter.

Man kan også opleve udviklingen i Det Grønne Hjørne. Et område som blev anlagt på dyrskuepladsen i 2012 med alt fra vin, juletræer landskabsplantning og meget mere. Eller besøge Land & Liv, stedet for husflid og livet på landet.

Hjørring Dyrskue, Fødevarer og Frilandsliv er arrangeret af rådgivningsvirksomheden LandboNord.


Video sponsoreret af LandboNord