Welsh-primadonna med bling-bling
Welsh-ponyen Unique blev egentlig købt som ridehest. Siden har hun vundet en bronzemedalje ved kåring og reddet 5- og 6-års championat med henholdsvis en første- og en andenplads. Nu er turen kommet til Hobro.

Isabella Ørndrup, Hobro, udstiller sin Welsh pony Unique.
Den lille Welsh-pony Unique blev købt som ridehest til Isabella Ørndrup, da hun var klar til større udfordringer end shetlænderen Åse, som hun havde reddet på hjemme i Hobro siden hun var to år gammel.
Unique var dengang tre år og Isabella seks år gammel. I dag er ponyen syv år og Isabella er blevet ti år og skal i fjerde klasse.
Welsh-ponyen blev valgt fordi den havde en god størrelse til Isabella og fordi den passede godt til landmandsfarens pengepund.
Herefter er hun blevet til lidt mere end »bare« en ridehest.
- Det var tilfældigt, at vi stillede hende til kåring. En veninde sagde til mig, at hun synes Unique var så flot, at vi burde stille hende til kåring, husker Ann Lakmann, som er Isabellas bonusmor.
Her vandt Unique en bronzemedalje og er siden blevet reddet til 5- og 6-års championat med henholdsvis en første- og andenplads.
Temperament
Anne Lakmann var også hende, der styrede tøjlerne på Unique de første år.
For på trods af, at hun er i den mindste klasse, af de tre klasser ponyer kan rangeres i, har hun et temperament som en primadonna.
- Det har været en kamp, siger Anne Lakmann, når hun tænker tilbage på tilridningen af den unge pony.
Selv har Isabella tidligere brækket armen, og næsen var også næsten gået løs, på grund af Unique.
- Vi kunne ikke sende hende på rideskole mellem 15 andre elever, det ville ikke gå, så hun var nødt til at få eneundervisning, men nu kan hun også selv, fortæller Anne Lakmann.
Isabelle husker dressurenetimerne som hårde.
Diamanter skal der til
Og selvom Unique til tider har sin egen mening om hvilken vej hende og Isabella skal og i hvilket tempo, ja så er det suverænt Isabella der bestemmer, når det kommer til »bling-bling« til ponyen.
For der er »diamanter« alle de steder der kan være. På grimen, jakken og sporene, for det er vigtigt for Isabella at Unique tager sig godt ud.
Det kommer hun også til i Hobro, når det er Anne Lakmann, der stiller hende til bedømmelse, mens Isabella er med på sidelinjen.
- Vi er spændte på hvad de siger til hende i Hobro, siger Anne Lakmann, som prøver at undvige en meget plagende Isabella, som hurtigt har øjnet muligheden for føl på hendes bling-bling pony.