To nye i Centrovice-bestyrelsen
De næsten 200 deltagere ved onsdag aftens generalforsamling valgte Peter Høj, Ny Stenderup, og Finn Eskelund Andersen, Slude, til bestyrelsen. Torben Povlsen blev uden modkandidater valgt til formandsposten.
Da var ingen modkandidater, da Torben L. Povlsen, Sentved, blev valgt som ny formand for Centrovice ved generalforsamlingen. »Ny« er dog i den sammenhæng ikke helt rigtigt, idet han siden efteråret har siddet i formandsstolen, efter Niels Rasmussen valgte at trække sig fra posten efter sit sygdomsforløb og salget af fødegården ved Kværndrup.
Som nye i bestyrelsen, som afløsere for Niels Ramussen og for Henrik Kildegaard, Ringe, som ikke ønskede genvalg, valgtes Peter Høj, Ny Stenderup, og Finn Eskelund Andersen, Slude.
Næsten 200 deltog i generalforsamling, af dem 138 stemmeberettigede medlemmer.
Ved mødet i Vissenbjerg blev 2017-regnskabet præsenteret. Det viser et overskud på 573.843 kroner.Det sker efter et år, hvor rådgivningsvirksomheden har været præget af en række interne udviklingsprocesser såsom leanprocesser i flere afdelinger samt nye store projekter indenfor digitalisering, oplyste administrerende direktør Louise Helmer, der er tilfreds med årets resultat.
- Vi oplever, at kravene til service og rådgivning ændres markant i disse år. Vi skal hele tiden arbejde på mere effektive måder at gøre tingene på, samtidig med at kunderne efterspørger rådgivning på helt nye områder. Et stærkt udviklingsfokus har hjulpet os til at holde trit med denne udvikling.
66 færre medlemmer
Også bestyrelsesformand Torben Povlsen var tilfreds med årets resultat i virksomheden med de vilkår, Centrovice har haft for forretningen.
- 2017 har generelt været et godt år for landbruget, men der er stadig en strukturudvikling, som betyder, at der bliver færre og færre landbrug år for år, også blandt vores medlemmer og kunder. Det er klart, at det betyder noget for en rådgivningsvirksomhed og forening, der primært henvender sig til landbruget.
Virksomhedens omsætning er faldet fra 102,5 mio. kr. i 2016 til 99,7 mio. kr. i 2017, mens egenkapitalen ved årsskiftet udgjorde 33,8 millioner kroner.
Sidste år havde den fynske landboforening 1.267 medlemmer, eller 66 færre end i 2016. Antallet af førte landbrugsregnskaber var sidste år i alt 1.900, og for andre virksomheder blev der ført 350 regnskaber.
Læs mere fra generalforsamlingen i Effektivt Landbrug fredag, og i LandbrugFyn i de kommende uger.