Landmænd og tænketank løser udfordringer

Det væltede frem med løsningsforslag til landbrugets udfordringer, da Tænketanken Frej sammen med Ida Auken og Søren Gade besøgte Agri Nord.

Det er et problem, at landbruget står for 20 procent af CO2-udledningen i Danmark. Det var en af de udfordringer, Tænketanken Frej søgte en løsning på, da de mødtes med folketingsmedlemmerne Søren Gade (V), Ida Auken (R) og 30 landmænd hos Agri Nord i Aalborg.
Men løsninger er der masser af, når man spørger landmændene i Agri Nord. Mere biogas, store højteknologiske stalde, lokalproduceret protein og videreudvikling af fodersammensætning især til kvæg var bare nogle af de mange bud, der kom til løsning på CO2-udledningen.
Det samme gjaldt udfordringer med miljø, forbrugerkontakt og dyrevelfærd, som også blev debatteret.
Og netop det, at landmændene selv kommer med løsningen på de udfordringer og ikke får regler trukket ned over hovedet, var hele formålet med tænketankens besøg.
- Landbruget er løsningsorienteret, og det er vigtigt, at vi ser på egen udvikling. Vi skal selv komme med forslag til løsninger til de mennesker og politikere, der kan ændre vores vilkår, siger formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen.

Tillidsvækkende

Ida Auken roste landmændene i Agri Nord for deres løsningsorienterede tilgang til udfordringerne.
- Hvis forbrugerne og naboerne hørte jer tale, som I har talt i aften, så ville de få uendelig meget mere tillid til jer. Det er vigtigt, at I tør tale om de problemer, der er i landbruget. Det er enormt tillidsskabende, sagde hun og tilføjede:
- Det er positivt, at I ikke vil trækkes rundt i nakken, men selv gå forrest med løsningsforslag.

Fortsætter arbejdet

Tænketanken, der også besøgte landboforeninger på Sjælland og Fyn, samler nu alle de løsninger, som landmændene er kommet frem til, og arbejder videre med dem.
Men landmændene skal ikke slippe ideerne her.
- Det er vigtigt, at I arbejder videre med dem, og tager dem med til Axelborg, sagde Søren Gade.
Carl Christian Pedersen er klar til at følge politikerens råd og fortsætte arbejdet.
- Vi skal sætte os et mål og vise, at vi rykker mod det, siger formanden, der ser lyst på landbrugets fremtid.
- Der er ingen tvivl om, at vi som landmænd kan være med til at præge politikken fremover, gennem den slags løsningsorienteret samtale, vi har haft med Tænketanken Frej og de to politikere, siger han

Læs også