Slipper kalvene på græs

For kort tid siden blev de økologiske køer sat på græs. Nu er turen kommet til jerseykalvene i Vindebæk på Møn.

 I april kom de økologiske køer ud på det forårsgrønne græs, og lørdag den 12. maj er turen så kommet til jerseykalvene hos Karen Freiesleben og Torben Olsen på Vindebækvej 25 i Vindebæk på Vestmøn.
- Det plejer at være et tilløbsstykke, når vi slipper tyrekalvene ud på græs, og de løber gerne en æresrunde, lyder meldingen fra Vindebæk, hvor dørene åbnes klokken 10, mens kalvene sættes på græs klokken 11.
I deres fritid driver Karen Freiesleben og Torben Olsen sammen med resten af familien et mindre landbrug med slagtekalve. Det sker under betegnelsen velfærdskød, der sælges fra egen gårdbutik.
- Velfærdskød er blevet til, fordi vi ønsker at dele den særlige oplevelse det er, at få godt, gammeldags dansk kvalitetskød på middagsbordet. Velfærdskød er vores betegnelse for kød, der kommer fra fritgående dyr, hvor velfærd er i fokus, og hvor håndteringen af dyrene sker med respekt for dem, forklarer parret.
På dagen vil der være mulighed for at klappe kalvene, grisene og hestene, se maskinerne, fodre hønsene, se kattene, samt gå en tur på markerne, hvor foderet til dyrene produceres. Til gården hører således 25 hektar, der drives med majs, græs og korn.

 

Læs også