To hunde formodes dræbt af ulve. Begge angreb vurderes at være en konsekvens af et tilfældigt møde mellem ulv og hund. Hundeejerne får kompensation.

Det skriver Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i en pressemeddelelse onsdag.

Den ene hund blev fundet dræbt i en vejkant i Midtjylland, syd for Ikast. Den blev fundet den 18. april og undersøgt samme dag. Der blev bl.a. udtaget DNA, der tyder på, at der er tale om et angreb fra en ulv. Det samme gør bidemønsteret og spor efter ulve i området. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø konkluderer derfor, at der er tale om et angreb fra en ulv.

Den anden hund blev fundet godt en måned tidligere, den 10. marts i Vestjylland, syd for Ulfborg. Den blev besigtiget dagen efter.

Hunden havde været væk halvanden måned, og det har derfor ikke været muligt med sikkerhed at fastslå, at hunden er dræbt af ulv. Det er dog styrelsens vurdering, at der er tale om samme type af bidemærker som ved angrebet i Midtjylland, og på den baggrund udbetales der kompensation til hundens ejer.

Der blev bl.a. udtaget DNA, der tyder på, at der er tale om et angreb fra en ulv. Det samme gør bidemønsteret og spor efter ulve i området. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø konkluderer derfor, at der er tale om et angreb fra en ulv.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø

Ikke en problemulv

I begge tilfælde var hundene lukket ud om natten og færdedes frit, og det vurderes, at mødet mellem hunde og ulv er opstået tilfældigt, og det er derfor styrelsens vurdering, at der ikke er tale om en problemulv.

- Det havde været en problemulv, hvis den havde angrebet en hund, der befandt sig i en indhegnet have, var i snor eller var under fuld kontrol fra hundeejeren. Vi vurderer, at der i begge tilfælde er tale om tilfældige møder mellem hund og ulv, hvor hundene har løbet frit uden menneskeligt opsyn, og hvor ulvene ikke har udvist opsøgende og unormal adfærd, siger Jens Skovager Østergaard, kontorchef i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

- Vi vurderer derfor ikke, at der er tale om en problemulv. Jeg har stor forståelse for, at det er forfærdeligt for de to hundeejere, og vi styrker nu vores kommunikation om, hvordan man kan passe på sin hund i områder med ulve, tilføjer han.

Det er vigtigt ikke at lade sin hund løbe frit og uden opsyn i områder med ulve. Det gælder særligt om natten, skriver styrelsen endvidere.