Verdens største mejetærsker kommer til Lemvig
Gæsterne på Lemvig Marked & Dyrskue kan glæde sig til et usædvanligt syn, når verdens største mejetærsker ruller ind – flankeret af alt fra plæneklippere til ATV’er.

Verden største mejertærsker, New Holland CR11.
Når Lemvig Marked & Dyrskue løber af stablen, bliver det med et ekstraordinært trækplaster på pladsen. Maskinforretningen Anker Bjerre A/S medbringer nemlig verdens største mejetærsker – New Holland CR11 – til deres stand.
- Alt er bare stort på New Holland CR11, konstaterer Søren Romby, salgskonsulent og medejer af Anker Bjerre A/S, og fortsætter: - Vi har planer om at tage et bredt udvalg af maskiner med, både fra New Holland, Amazone og Pöttinger. Og selvfølgelig CR11'eren – den skal nok skabe lidt opmærksomhed.
Fem maskiner solgt
Interessen for den enorme mejetærsker er allerede stor i Danmark. Anker Bjerre A/S har solgt fem eksemplarer af CR11 – tre skal leveres i år og to til høstsæsonen 2026.
- Det er store landbrug, der investerer i en maskine som denne, fortæller Søren Romby og forklarer, at demomaskinen, der har kørt i Danmark i 2024, har høstet hele 1.065 hektar, så det er tydeligt, at det er en maskine, der kan tage fra.
New Holland CR11 er produceret i en begrænset mængde til 2025, og de enheder, der var afsat til Danmark, blev ifølge Søren Romby hurtigt solgt.
På dyrskuet i Lemvig vil mejetærskeren blive udstillet med et 50 fods MacDon-skærebord.
10 års udvikling
CR11 er resultatet af 10 års intensivt udviklingsarbejde hos New Holland.
- Det er en helt nyudviklet maskine. De har brugt 10 år på at tegne, bygge og teste den. Det er en voldsom stor maskine, siger Søren Romby og fremhæver kapaciteten som et af de mest imponerende aspekter:
- Altså 50 fod – det er et bredt skærebord. Den tager 20.000 liter korn i korntanken – det er bare stort det hele, konstaterer han.
En maskine, der tiltrækker
Hos Anker Bjerre A/S regner man med, at CR11 vil tiltrække stor opmærksomhed på dyrskuet.
- Jeg tror, der er mange, som gerne vil se verdens største mejetærsker. Og det er de velkomne til. Vi vil meget gerne fortælle om maskinen til dem, der er nysgerrige, lyder det fra Søren Romby.
Noget for både land og by
Selvom New Holland CR11 stjæler en del af opmærksomheden, kommer Anker Bjerre A/S også til Lemvig med et bredt udvalg af maskiner – også til det private publikum.
- Vi har både store og små plæneklippere, vejhøvle samt ATV’er og UTV’er med. Der er noget at se på for landmændene, men også for dem, der kommer fra byen og måske er på udkig efter en ny plæneklipper, siger Søren Romby.
Han understreger vigtigheden af at vise bredden i maskinprogrammet – og samtidig bygge bro mellem by og land.
- Det handler jo også om, at landmændene har brug for de her maskiner for at kunne producere gode danske fødevarer. Det er en helhed det hele, og det er vigtigt, at by og land forenes, påpeger han.
Anker Bjerre A/S deltager også på Landsskuet i Herning til juli.