Forsinket jubilæum i Gudbjerg
J. Dyhr skulle sidste år have fejret 50-års jubilæet for starten af virksomheden. I stedet indbydes til åbent hus i maskinforretningen den 2. og 3. juli.

Den nye version af Valtra T5-serien vil få danmarkspremiere ved åbent hus-dagene hos J. Dyhr i Gudbjerg på fredag og lørdag.
1. juli sidste år var det 50 år siden, Jens Dyhr Nielsen startede med reparation af traktorer, biler, lastvogne og entreprenørmaskiner i et lille værksted midt i Gudbjerg.
Desværre måtte markeringen af jubilæet udskydes på grund af corona-pandemien.
I stedet tages der nu revanche med et åbent hus-arrangement i maskinforretningen, som på de nu 51 år har vokset sig stor, til en moderne virksomhed med salg af traktorer og landbrugsmaskiner, og et værksted med et højt aktivitetsniveau med blandt andet klargøring og service af lastvogne med kraner.
Ved åbent hus-dagene, på fredag den 2. juni fra klokken 11 til 19 og om lørdagen fra 9.30 til 16, vises det store produktprogram frem for alle interesserede, og der vil være repræsentanter fra leverandørerne.
Valtra-premiere
Blandt andet vil den helt nye opgraderede Valtra T5 traktorserie første gang blive fremvist på dansk grund. Der er tale om traktorer med 6-cylindrede motorer fra 155 til 271 hk.
- Nu hvor vi heller ikke har været på dyrskue, valgte vi at stille et sådant arrangement på benene, også fordi landmændene nok hungrer efter at mødes og få en maskinsnak. Det håber vi i hvert fald, og ser frem til et par gode dage, siger indehaver og direktør for J. Dyhr A/S, Bo Bukkehave.
Både maskiner til landbruget og skovbrug præsenteres, og i forhold til sidste år er endnu to forhandlinger kommet til. Det er landbrugsprogrammet fra JCB og de svenske Malwa skovmaskiner.





































