Fårets Dag med påskelam er en populær tradition
Påskelørdag den 20. april er det Fårets Dag, og fåreavlere over hele landet holder vanen tro åbent hus.

Påskelørdag den 20. april er det Fårets Dag, hvor der mange steder er mulighed for at opleve – og måske sågar holde – nogle af forårets nyfødte lam. Foto: Jesper Hallgren
Traditionen tro holder fåreavlere over hele landet Fårets Dag i påsken, og i den anledning er der påskelørdag den 20. april åbent hus hos mange af landets fåreavlere, hvor alle er velkomne i tidsrummet klokken 10 til 16.
Mange steder kan man formentlig opleve små påskelam. I marts og april får hovedparten af landets 100.000 får således op til tre lam, og de er naturligvis ekstra populære blandt børnene.
Mange fåreavlere har i anledningen af åbent hus-arrangementet også forskellige aktiviteter på programmet. Flere steder bydes der på smagsprøver, og der vil være produkter lavet af ulden fra får.
Der er under alle omstændigheder – måske midt mellem et par påskefrokoster – mulighed for at få en rigtig hyggelig påsketur med familien.
På hjemmesiden www.sjfaar.dk kan man finde en oversigt over de besætninger, som åbner stalddørene og byder inden for den 20. april.