Der var ingen sure miner på Bredagergård ved Skibby i Hornsherred, der var blandt de mange bedrifter landet over, som for nylig inviterede til Åbent Landbrug.

-Jeg har ikke noget overblik over, nøjagtigt hvor mange der er kommet, men der er mange, og det jeg ser, er lutter glade ansigter og en rigtig positiv stemning, fortæller Charlotte Winther. 

Hun driver til daglig Bredagergård sammen med sin mand Jens, der er tredje generation på gården.

Hele familien er med for at hjælpe i dag, og de er lettede over, at det hele forløber gnidningsløst og at folk har taget imod de positive hensigter bag invitationen.

Busser fra København

- Dengang, tilbage i 1980, blev folk kørt hertil i busser inde fra København, fortæller Martin Winther, der drev ejendommen sammen med sin kone, Agnethe, frem til sønnen og svigerdatteren overtog gården.

- Jeg har jo rundet de 80 år, men bor tæt på og kommer stadig og hjælper til.

- Jeg kører meget traktor, og så reparer jeg og laver lidt svejsearbejde. Det er dejligt, at man kan holde sig lidt i gang, fortæller Martin Winther, hvis kone Agnethe er anden generation på gården.

Det var dem, der startede traditionen op med at åbne stedet for omverdenen, længe før det hed Åbent Landbrug. Måske inspireret af, at Martin Winther gennem 20 år var underviser på Høng Landbrugsskole.

Begejstrede børn

- Vi er med i dag, for at børnene skal få en god indsigt i, hvad der sker på en gård. Deres mor arbejder selv inden for landbruget, men derfor kan det jo godt være, at maden kommer fra et andet sted. Måske kommer den mælk, de drikker i skolen her fra gården, bemærker Poul Erik og Christina.

De har taget turen fra Stenlille for at børnene, Fredrik, Sia og Marcus, kan se, hvor mælken og kødet kommer fra. 

Og det lader til at være en succes, for børnene er meget begejstrede for kalvene som villigt lader sig blive rørt ved og beundret.

85.000 børn og voksne drog på gårdbesøg 
62 landmænd over hele landet åbnede i år stalddørene og inviterede en september-søndag alle inden for til Åbent Landbrug, der i år løb af stablen for 22. gang.
Den populære tradition var vanen tro et stort tilløbsstykke med i alt 84.922 besøgende, der så, rørte og lugtede til dansk landbrug anno 2019.
I alle egne blev der således sparket traktordæk, klappet kalve, hilst på grise og kyllinger og set eksempler på, hvad danske landmænd gør for natur og klima. /jhal