Der er lagt op til jubilæum, når der mandag den 29. oktober klokken 9.30 afvikles årsmøde i Østlige Øers Landboforeninger. Mødet er nemlig det 25. i rækken af ordinære årsmøder.
Programmet består blandt andet af beretning om organisationens arbejde gennem det seneste år. Beretningsaflæggelsen er delt op mellem formanden Povl Fritzner, næstformand John Nielsen, der i øvrigt foreslås til dirigentposten, og endelig af sekretariatschef Charlotte Frimer Petersen.
Efter debat om beretning vil der være uddeling af hædersgave af Laurits Rasmussens Mindelegat, inden der skal tages stilling til årsrapporten. På valg er vanen tro formand og næstformand, Povl Fritzner og John Nielsen.
Efter selve generalforsamlingen er der et eksternt oplæg og debat om kemikalier i drikkevand og fødevarer. Hvad er naturligt? Hvad er kunstigt? Og hvad vil man acceptere? Det er professor ved Københavns Universitet Nina Cedergren, der står for oplægget.