Frustrerende mangel på faglighed i de nye kvælstofkort

Af Søren Laustsen, bestyrelsesmedlem i SLF

Af Søren Laustsen, bestyrelsesmedlem i SLF

Det er ganske enkelt frustrerende, at helt nye kvælstofkort dumper ned på bordet, mens forhandlingerne om regeringens klimaudspil omkring landbruget er i fuld gang.

Det må være berettiget at spørge; hvor er fagligheden henne, når de nye kort ændrer radikalt på, hvad der er blevet arbejdet med gennem en årrække?

Dele af Sønderjylland kommer til eksempelvis til at gå fri, men det kan man ingenlunde glæde sig over. For mens nogle landmænd nu pludselig ikke skal gøre noget, så er der andre kolleger, som rammes i stedet. Og de rammes nærmest med en hammer, fordi de nye kort lægger op til at reducere 6.500 ton kvælstof mod 3.500 ton i dag.

Kritisabelt

Det er kritisabelt, at vi har en indsats, som vi kender i dag, men så kommer der nye kort, hvor man lige lægger yderligere 3.000 oveni. Det betyder en stor forandring i fordelingen af den målrettede regulering, typisk efterafgrøder, hvor et mindre areal nu skal bære en større indsats.

Det har store konsekvenser for de berørte landmænd, fordi der opstår tvivl om værdiansættelser af ejendommene. Der kan være landmænd, som ikke ved, om de er købt eller solgt.

Allerede da vi i Sønderjysk Landboforening afviklede vores nytårskur med blandt andet fødevareminister Rasmus Prehn, slog vi til lyd for, at vi bør have en second opinion om det faglige grundlag for vandplanerne. Også Landbrug & Fødevarer har presset på. Et berettiget krav om at få en second opinion er med de nye kvælstofkort bestemt ikke blevet mindre. Tværtimod.

Kollektive virkemidler

Der er et stort behov for at få kollektive virkemidler – eksempelvis muslinger, stenrev m.m. – til at spille en langt større rolle i forhandlingerne, så der ikke udelukkende er en ensidig fokus på landbrugets dyrkningsflade.

Lige siden regeringen præsenterede sit klimaudspil, har eksempelvis fødevareministeren konstateret, at det ikke handler om afvikling af arbejdspladser i landbruget – men derimod om udvikling. Men det er bestemt ikke der, hvor vi er nu.

Læs også