Historisk raps på Ærø

Lige siden 1600-tallet, hvor Ærø var opdelt i tre slesvigske hertugdømmer, har der været dyrket raps på øen.

Tidligere tiders tilknytning til Tyskland fornægter sig ikke i det ærøske landskab. Både i historiske seværdigheder, ældre bygninger i slesvigsk stil og såmænd også på markerne.

- Raps har været dyrket her på øen tilbage fra 1600-tallet, og både maltbyg og senere majsen er hentet fra Schleswig-Holstein, der som bekendt i lange perioder været under den danske krone. Og hvor Ærø var delt op i tre slesvigske hertugdømmer.

Det fortæller gårdejer Bent Juul Sørensen, der har styr på Ærøs historie. Hver sommer arrangerer han på privat basis historiske aftenture, hvor turister og andre interesserede får indsigt i både øen og landbrugets historie helt tilbage til vikingetiden.

Den fire kilometer vandretur går på stien »Sporet ved Gravendal«, som er en del af det landsdækkende »Spor i Landskabet« projekt, og hvor Bent Juul Sørensen er lodsejer, som ejer en del af den tidligere hertugelige gård i slesvigsk byggestil. Foruden disse aftenture tilbyder han også ture for grupper og selskaber.

Tidlig raps i år

Ud over det historiske perspektiv er det kystnære klima også med til at sætte Ærø på landkortet med en som oftest tidlig rapshøst. Således var der også i år, hvor Jørgen Vikkelsø Rasmussen allerede den 20. juli i hedebølgen tog hul på en af landets smukkest beliggende rapsmarker lige uden for Ærøskøbing, efter en prøve viste seks procent vandindhold.

Efterfølgende kunne han opgøre udbyttet på den 13 hektar mark med Ambassador-raps lige ned til Det Sydfynske Øhav til tæt ved fem tons pr. hektar.

- Det er ganske tilfredsstillende. Det har været en fin vækstsæson, hvor foråret dog var noget tørt, så gødningen lå lidt længe, inden det blev optaget. I marken her har der også været en del knoldbærersvamp, som måske har modnet rapsen lidt tidligere, lyder det fra Jørgen Vikkelsø Rasmussen, der til gengæld havde svampebehandlet sine resterende 10 hektar raps.

Raps til Kiel

Hos DLG på Ærø bekræfter produktkonsulent for planteavl, Kim Ravn, de gode udbytter og den fine rapskvalitet, som er indleveret.

- Den første raps overraskede positivt med udbytter på 4,5-5 tons, med et olieindhold på 48-52 procent, nævner den ærøske konsulent og peger på en kuriositet.

Som beskrevet hentede ærøboerne rapsfrø fra Schleswig-Holstein helt tilbage til 1600-tallet. Paradoksalt nok, sendes hovedparten af den ærøske raps her i nutiden netop dertil.

- Sidste år fyldte vi to skibe i Ærøskøbing Havn med hver 1.200 tons raps, som blev sejlet til HaGe-rapsmøllen i Kiel. Det samme regner vi med at gøre igen i år, fortæller Kim Ravn.

Læs også