Planteavler fik nedsat bøde i sag om ukrudtsmiddel
Advokat Liza Rosenberg har på en klients vegne vundet en sag om ulovligt opbevaret ukrudtsmiddel, så bøden på 143.000 kroner blev reduceret til 5.000 kroner.
Advokat Liza Rosenberg fra advokatfirmaet af samme navn – og med kontor i Østdansk Landboforenings center i Rønnede i Østsjælland – har ved Retten i Næstved vundet en sag om ulovlig opbevaret ukrudtsmiddel.
- I august 2016 fik min klint, der driver en stor planteavlsbedrift med 1.200 hektar jord, kontrolbesøg af Miljøstyrelsen. Det skete to dage efter, det var blevet forbudt at opbevare flere typer af ukrudtsmidler, der er i rød kategori og dermed nu forbudt i hele EU, fortæller Liza Rosenberg, som oplyser, at det drejede sig om midlerne Briotril og Oxitril.
Fjernelse var planlagt
Liza Rosenbergs klients driftsleder havde også planlagt destruktion af de 143 liter ukrudtsmiddel jævnfør de gældende regler, hvilket også fremgik af den førte årskalender.
Personlige omstændigheder førte imidlertid til, at det ikke skete på skæringsdatoen for, at det var forbudt at opbevare midlet. Efter at det havde været anvendt i mange år i hele verden og tillige var opbevaret såvel forsvarligt som indelåst, som reglerne foreskrev, var forholdet næppe groft uagtsomt.
Alligevel valgte Miljøstyrelsen at give en bøde på 143.000 kroner.
- Begrundelsen var, at man vurderede det som værende groft uagtsomt, at det ikke var fjernet senest på dagen. Det blev takseret til 1.000 kroner pr. liter i henhold til forskrifterne, bekendtgørelse om bekæmpelsesmidler, udstedt i medfør af kemikalieloven. Straks efter kontrolbesøget blev midlet fjernet og destrueret på korrekt vis.
Bøde på 143.000 kroner
- Min klient var naturligvis ikke tilfreds, hverken med bøden eller dennes størrelse, og kunne da også påvise at intentionen var, at midlet skulle være fjernet, siger Liza Rosenberg.
Klienten valgte derfor at gå i retten og fik medhold i, at det ikke var groft uagtsomt, men simpelt uagtsomt, og det førte til, at retten nedsatte bøden til 5.000 kroner.
- Jeg er ganske tilfreds med dommens udfald, alt andet ville ikke være rimeligt. Jeg vil derfor også tilføje, at man ikke altid skal acceptere et bødeforlæg. Det kan godt betale sig at kæmpe imod, ikke mindst når man – som i dette tilfælde – kan påvise det åbenlyst urimelige, og at det måske nok var uagtsomt, men ikke groft uagtsomt, lyder det afsluttende fra Liza Rosenberg.





































