Flere nyheder Claas

På Claas-standen vises blandt andet de nye Lexion-mejetærskere, ny Jaguar-finsnitter, Axion 960 traktoren med Terra-Trac og Xerion-traktoren med bælter.

Der er mange gode grunde til at lægge vejen forbi Claas’ imponerende stand i hal 13 på Agritechnica 2019. F.eks. lancerer firmaet her sin ny finsnitter - Jaguar 990 – som bliver den nye topmodel i finsnitterserien med Terra-Trac bæltevogn.

Den nye finsnitter er monteret med Stage V-motor, og derudover indeholder både 900- og 800-serien et nyt betjeningskoncept med Cebis-touchskærm og en del andre forbedringer.

Claas viser også den nye majsudstyrsgeneration til Jaguar-snitterne med yderligere to modeller, Orbis 450 og Orbis 600 med store skiver. De nye majsskæreborde giver optimal materialestrøm, høj effektivitet og funktionssikkerhed. Pendulrammekonceptet reducerer vægten og øger slidstyrken. Frontudstyret er klar til brug på få sekunder med den innovative udklapning.

Claas præsenterede allerede i august måned sin nye generation af Lexion-mejetærskerne. Syv hybrid- og seks rystermodeller med en motorydelse på mellem 790 hk og 313 hk. Med APS Synflow Hybrid og APS Synflow Walker har både hybrid- og rystermaskinerne fået nye tærskeværk, som begge er ekstremt effektive.

Cebis har fået touchskærm

Førerassistentsystemet Cemos Automatic i de nye Lexion-modeller giver øget funktionalitet, automatisk og intelligent regulering og optimering af maskinens indstillinger.

Sammen med det nye armlæn har Cebis nu fået touchskærm og har flere integrerede funktioner for maksimal brugervenlighed. Et nyt trækkoncept med færre remtræk sikrer maksimal driftssikkerhed og driftstid.

Hos Claas kan man blandt meget andet også opleve Cargos 9000 og 8000 opsamlervogne. De kan nu leveres med Tim Speed Control, der regulerer traktorens kørehastighed. Isobus-funktionen arbejder med tilsvarende certificerede traktorer uafhængigt af fabrikat.

per@effektivtlandbrug.dk
Mobil 20 25 10 27

Hal 13

Læs også