Grotrian A/S kunne præsentere en hollandsk nyhed fra firmaet Agriprom. En vandseng med to vandindfyldningssteder pr. sengebås – de såkaldte DCC Waterbeds ISO.

Det unikke ved vandmadrasserne er, at der er to områder med vand i hver sengebås.

- Ved andre modeller er der ikke inddelt områder med vand, og når koen vil lægge sig og sætter knæene mod madrassen, vil vandet forsvinde, uden at koen får støtte, siger Jan Søgaard fra Grotrian.

Det problem, mener han, er løst med den hollandske model.

Her fylder man vand i to steder, så der bliver en vandpude ved koens knæ og en vandpude ved koens bagparti.
Området ved knæene vil aflaste koen, når den ligger og rejser sig, mens den bagerste vandpude blandt andet vil aflaste og reducere trykninger på haserne.
 

Øget holdbarhed

Vandsengen består af to lag gummi, som er fæstnet til betonen foran og bagved koen i hver sengebås. I siderne er vandsengen fæstet i hver ende af rækken af sengebåse.

De to lag gummi er limet sammen mellem de to vandpuder i hver enkelt seng og mellem to sengebåse.

Når måtterne er lagt, fyldes der vand i alle madrasser de to steder ved hver sengeplads.

- Der er ti års garanti og landmanden vil ikke skulle ud og genfylde efter for eksempel fem år, siger Jan Søgaard.

Der er relativt mere vand på kvadratcentimeter i vandpuden øverst i sengebåsen end nederst.


Høj hygiene

Hvis koen står i sengebåsen og tisser, vil urin løbe af madrassen på grund af vandpudens forhøjning. Det samme gælder mælk, som vil løbe af, når koen rejser sig igen.

- For eksempel i sand vil urin og mælk blive liggende i sandet, siger Rick van Rinsum, sales manager i Agriprom.

Og netop det, mener firmaet bag, er en stor fordel.

- Man snakker meget om holdbarhed, og at man gerne vil have, at køerne bliver ældre. Et forsøg fra 2007 med mere end 90.000 køer viser, at 13,5 procent af køerne, som lå i sand, nåede til 4. laktation, lidt mindre med almindelige gummimåtter, mens hele 19,8 procent af køerne nåede 4. laktation, hvis de lå i de her isolerede vandsenge, fortalt Rick van Rinsum.