Brandslukker på størrelse med en grisespray
Ny og handy håndholdt ildslukker blev demonstreret ved maskinstationernes årsmøde i Vingsted i sidste uge.
Hurtig hjælp er dobbelt hjælp og det at tage en ildebrand i opløbet er normalt nemmere end at vente, til alting er blevet voldsomt varmt og ilden har bredt sig.
At slukke den lille ildebrand i en vældig fart er altid at foretrække, men det kræver, at der er noget slukningsgrej lige ved hånden. En tur rundt om maskinen eller op til enden af marken for at hente vandvognen kan få fatale følger, fordi det giver branden tid til at brede sig.
En spraydåse i lommeformat eller i det mindste i en så håndterlig størrelse, at den altid er ved hånden – i traktoren, mejetærskeren eller i værkstedet – kan redde situationen fra det, der er meget værre.
200 kroner
Firmaet 4 Fire sender nu spraydåser på størrelse med en grisespray på markedet.
Indholdet kan slukke en mindre ildebrand, og det demonstrerede Jan Nørskov ude foran Vingsted Hotel og Konferencecenter under maskinstationernes årsmøde og Vidensdage i sidste uge.
I pauserne kunne deltagerne selv teste den håndholdte ildslukker foran bygningen og derved lade sig overbevise om, at en handy brandslukker kan have stor effektivitet.
- Prisen for en ildslukker i håndformat er omkring 200 kroner, og den er godkendt til at holde i fem år. Om kort tid kommer den også i en lidt større version, oplyste Jan Nørskov.




































