Novonesis bygger en af verdens største fabrikker til mejerikulturer
Biosolutionskoncernen har afsluttet en større udvidelse af sin fabrik i Wisconsin i USA, der skal imødekomme stigende efterspørgsel fra den nordamerikanske mejeriindustri.

Anders Lund, driftsdirektør hos Novonesis, klipper snoren ved ceremonien i West Allis. Foto: Novonesis
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Novonesis har færdiggjort en større udvidelse af sin produktionsfacilitet i West Allis i den amerikanske delstat Wisconsin.
Investeringen øger fabrikkens fermenteringskapacitet med omkring 66 procent, mens kapaciteten til pakning løftes med 17 procent. Dermed bliver anlægget ifølge Novonesis et af verdens største produktionssteder for lactobacillus-kulturer.
Fabrikken fungerer som selskabets nordamerikanske kompetencecenter for fødevarekulturer og leverer blandt andet kulturer til produktion af ost og yoghurt.
- I næsten et århundrede har West Allis spillet en vigtig rolle i udviklingen af innovation inden for mejerisektoren. I dag fungerer anlægget som vores nordamerikanske kompetencecenter for fødevarekulturer, siger Theis Bacher, Senior Vice President for Food & Beverage i Novonesis North America, i en pressemeddelelse.
Udvidelsen tilfører samtidig nye arbejdspladser, mens fabrikken er indrettet til yderligere vækst. Novonesis har blandt andet investeret i automatisering, robotteknologi, energieffektivt udstyr, genbrug af vand og udnyttelse af overskudsvarme.
- Investeringen er også en forpligtelse over for lokalsamfundet i West Allis og understreger vores ambition om at levere kulturer af høj kvalitet og med høj ydeevne til kunder i Wisconsin og resten af verden, siger Anders Lund, driftsdirektør og Executive Vice President i Novonesis.
Anlægget åbnede i 1929 og beskæftiger i dag omkring 360 medarbejdere, der leverer kulturer til mejeriproducenter i hele Nordamerika.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.







































