Corona-faren kræver nye handlingsplaner

Miljø- og arbejdsmiljøkonsulent i VKST hjælper med at udarbejde en »corona-handlingsplan«, der sikrer, at myndighedernes retningslinjer bliver overholdt.

Corona-pandemien kræver, at der skal kigges på blandt andet hygiejnen og social adfærd. Foto: Colourbox

HANDLINGSPLAN Mange virksomheder i Danmark og verden over må se sig nødsaget til at udarbejde en ny form for handlingsplan i deres virksomhed, hvor der skal være nye retningslinjer og arbejdsgange for medarbejderne på grund af faren for corona-smitte.

Det drejer sig primært om større virksomheder med mange medarbejdere, samt i landbrugets tilfælde virksomheder med mange sæsonarbejdere og udenlandske medarbejdere, der bor og opholder sig på virksomheden.

- Der skal kigges på, hvordan arbejdet skal varetages fremover, hvordan man for eksempel bliver nødt til at dele medarbejderne op i særlige hold, eller der skal oprettes nye eller andre arbejdsstationer. Og der skal naturligvis også kigges på proceduren for hygiejne og social adfærd, forklarer Ann Frost, der er miljø- og arbejdsmiljøkonsulent i VKST.

Fokus på produktion og indtjening

Ann Frost er netop i gang med at hjælpe forskellige virksomheder med at udarbejde en corona-handlingsplan, der sikrer, at alle retningslinjer og anbefalinger fra myndighederne bliver overholdt korrekt i bedste samspil med en den mest optimale arbejdsproces – og så det går mindst muligt ud over produktion og indtjening.

- Det kan være svært for en arbejdsgiver at sætte sig 100 procent ind i eller tyde myndighedernes retningslinjer og samtidig se, hvordan det bedst muligt skal kunne lade sig gøre i den enkelte virksomhed, og hvor meget der overhovedet bør gøres, forklarer Ann Frost.

- Derfor, tilføjer hun, er det smart at få andre øjne på virksomheden og systemerne og samtidig professionelle øjne, der er sat 100 procent ind i myndighedernes retningslinjer.

Frugt og bær-virksomheder især ramt

I landbruget drejer det sig primært om virksomheder inden for frugt og bær, der eksempelvis har mange sæsonarbejdere, der bor tæt sammen på matriklen.

- Medarbejderne spiser aftensmad sammen, og de er sociale sammen efter end vagt. Det er netop også de aspekter, der skal lægges en handlingsplan for og udarbejdes nye retningslinjer for, så disse aktiviteter også foregår under de korrekte forhold med mindst mulig smittefare, siger Ann Frost.

jhal

Læs også