Flere og flere danskere oplever at få deres konti på computeren hacket. Og det er måske ikke så underligt, når man ser på, hvor mange af os, der rent faktisk udskifter vores passwords så jævnligt, som vi bør. 

I en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring fremgår det, at kun 16 procent af danskerne skifter kodeord til deres mail mere end hvert halve år.

- Det er problematisk, at danskerne ikke er mere omhyggelige med at udskifte deres passwords. Helt konkret betyder det, at vi er meget mere eksponerede for hacking. Hos Gjensidige mærker vi også problemerne, og flere og flere søger hjælp ved eksempelvis identitetstyveri, siger Henrik Sagild, skadedirektør i Gjensidige Forsikring.

Hackerne knækker flere konti

Undersøgelsen viser blandt andet, at det særligt er kvinder og ældre i alderen 60 år og op efter, der er dårlige til at udskifte deres passwords, og det er dermed også dem, der har størst risiko for at blive bestjålet på internettet. 

- De ældre er ikke opvokset med internettet, og er derfor ikke lige så opmærksomme på de risici, som nettet indeholder. Man kan ligeledes forestille sig, at mange undlader at ændre deres password for hyppigt, fordi de ikke vil risikere at glemme det, siger Henrik Sagild. 

Desværre er det ikke kun på vores mail-konti, at vi sløser med sikkerheden. For den samme tendens gør sig nemlig også gældende på de sociale medier. 

Her svarer kun ni procent, at de skifter password mere end hvert halve år til deres konti på de sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter. Undersøgelsen viser ligeledes, at hele 69 procent af danskerne bruger det samme password flere steder.

- Det er rigtig problematisk, at vi bruger de samme passwords til flere forskellige konti. Det betyder, at når hackerne knækker koden et sted, så får de også helt automatisk adgang til flere af vores andre konti, siger Henrik Sagild afslutningsvis.