Bliv klogere på at lave kvalitets-wrap og bliv samtidig klædt på til at vejlede dine kunder.

Sådan lyder det enkle budskab fra Danske Maskinstationer & Entreprenører (DM&E), der inviterer til fokusmøder om wrap med særligt fokus på wrap til hest, men stadig en forståelse af, hvad forskellen er mellem ønskerne til wrap. 

Der er programsat to møder med forskelligt indhold, og det foregår onsdag den 15. maj på DLF’s Forædlingsstation ved Store Heddinge og torsdag den 13. juni hos Helms på Kærup Parkvej i Ringsted.

Tre indlæg på begge møder

På det første møde på Stevns handler det konkret om wrap og håndværket bag, og her vil der være indlæg fra Thomas Clausen fra Hestewrap.dk, som blandt andet kommer ind på de generelle ønsker, der er til wrap til heste.

Her vil Gerth Petersen Holm fra DM&E også fortælle om forskellige ønsker til kvæg, og Henrik Lehman fra DLF holder et indlæg om blandt andet græstyper og sukkerindhold.

På mødet i Ringsted er der fokus på maskindelen og økonomi. Værterne fra Helms holder et indlæg om blandt andet selve processen, Skandinavisk Plastik kommer ind kvalitet og behov, mens Torben Madsen fra DM&E orienterer om økonomien ved arbejde eller køb.

- Møderne vil være med åben dialog, og er der ønsker til andre emner, holder vi et tredje møde til at afdække dette, lyder det fra DM&E, som håber på en rigtig god dialog om wrap.