Fynbo skriver bog om miljøpolitikken

Landmand Bjarne Brønserud fra Vissenbjerg udgiver bogen »30 års miljøpolitik – en katastrofe«.

Den 22. december 2016 sprang en bombe, da Handelshøjskolen i København meddeler, at de stopper udgivelsen af et færdiggjort toårigt forskningsprojekt om dansk miljøregulering.

Det har inspireret den fynske landmand og tidligere lærer på Dalum Landbrugsskole, cand. oecon Bjarne Brønserud, Vissenbjerg, til at sætte sig ned for at skrive en bog om forløbet, og ikke mindst de mange års miljøpolitik, som er gået forud og frem til i dag.

Bogen »30 års miljøpolitik – en katastrofe« tager læseren med ind i fortællingen om dette forskningsprojekts baggrund og indhold, og om de dramatiske hændelser undervejs i projektet på Handelshøjskolen i København.

- Ud af skuffelsen over CBS projektets forlis, fødes tanken om en grundig gennemgang af det politiske spil, der har ført frem til den særlige danske miljøregulering, siger Bjarne Brønserud, der ud fra sin 25 års landmandserfaring og en kritisk analyse af den danske lovgivningsproces, i bogen vurderer sandfærdigheden i miljøpolitikken.

Bogen, der bliver udgivet den 18. april, koster 395 kroner og kan bestilles hos Forlaget Himmerland, landets boghandlere samt lånes på biblioteket.

Læs også