Rigsrevisionen har sat sig for at undersøge Miljø- og Fødevareministeriets indsats, når det kommer til overvågningen af grundvandet. Det skriver DR, som har fået aktindsigt i en beskrivelse af den undersøgelse, som Rigsrevisionen vil lave.

Baggrunden for undersøgelsen er, at der flere gange i løbet af 2017 og 2018 er konstateret forekomster af pesticider over grænseværdien, som man ikke tidligere har testet for.

I flere medier, heriblandt DR, bliver stofferne ofte betegnet som »nye«. Retteligt er de »nye« stoffer, der henvises til – desphenyl-chloridazon og DMS – begge nedbrydningsprodukter, der stammer fra for længst forbudte pesticider og biocider. Man har dog ikke testet for stofferne før nu.

I alt tre spørgsmål vil Rigsrevisionen ifølge DR undersøge.

Er overvågningen af grundvandet, som Miljø- og Fødevareministeriet har ansvar for, tilfredsstillende? Har Miljø- og Fødevareministeriet sikret en tilfredsstillende forvaltning af dispensationer til pesticider? Og så vil Rigsrevisionen undersøge, om ministeriet har fulgt op på advarsler om dokumenterede fund af pesticider og pesticidrester i grundvand og drikkevand.

Over for DR lyder det fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V), at han mener, det er positivt, at Rigsrevisionen er gået ind i sagen.

- Vi ved, at der historisk har været udfordringer med at måle vores drikkevand for de rigtige stoffer. Og jeg synes, det er fint at undersøge, hvordan man har gjort hidtil, og om der er grund til at rejse kritik af det – og om man har gjort det rigtigt, siger han.

Men han understreger også, at der nu bliver gjort noget for i langt højere grad at sikre vores grundvand. Tidligere har man målt for omkring 40 stoffer, og nu bliver det langt flere stoffer, man måler for.

- Derudover har vi sikret, at man ikke bruger pesticider omkring vores drikkevandsboringer, siger Jakob Ellemann-Jensen til DR.

Fælles interesse

Fra Landbrug &Fødevarer-formand Martin Merrild bliver der også taget positivt imod, at Rigsrevisionen har sat en undersøgelse i gang. På sin Facebookside skriver han:

- Vi har alle sammen en interesse i det rene drikkevand. Det kan ikke nytte noget, at der bliver sået tvivl om Miljøstyrelsens godkendelse og overvågning af plantebeskyttelsesmidler i såvel fortiden som fremtiden.

- Derfor er det glimrende, at vi får kigget et af verdens skrappeste overvågningssystemer for plantebeskyttelsesmidler efter i sømmene. Ikke mindst er der brug for, at vi får tryghed om håndteringen af gamle forureninger fra dengang, hvor myndighederne godkendte midler, der aldrig burde have været godkendt.

- Jeg håber, at Rigsrevisionens undersøgelse kan skabe ro om brugen af plantebeskyttelsesmidler. Så kan vi forhåbentlig også se frem mod en regulering, der er baseret på fakta frem for følelser, lyder det fra Martin Merrild.

Senest i denne uge har fundet af endnu et »nyt« stof trukket overskrifter. Det drejer sig om chlorothalonil-amidsulfonsyre, der er et nedbrydningsprodukt, som stammer fra Daconil, som primært blev brugt i gartnerier, og som blev forbudt i år 2000.