Kommentarer kan sendes til Landbrugsstyrelsen senest på tirsdag, den 26. marts klokken 12, oplyste styrelsen i går.

- Vi forventer, at bekendtgørelsen træder i kraft 5. april 2019, hedder det i en meddelelse fra Landbrugsstyrelsen.

En af ændringerne er, at det planlægges at kombinere satellitbaseret kontrol med fysiske kontrolbesøg for at tjekke overholdelsen af aktivitetskravet. Det er for eksempel kontrollen af, om landmanden har slået eller fået afgræsset sine græsarealer inden fristen.

- Satellitbaseret kontrol, også kaldet monitorering, er en ny måde at gennemføre kontrol på, hvor vi bruger satellitbilleder til et se, om støttebetingelserne er overholdt. Vi forventer på sigt, at antallet af kontrolbesøg vil falde, og at sagsbehandlingen kan ske hurtigere.

- Det kommer til at fremgå direkte af grundbetalingsbekendtgørelsen, at vores kontrol med støttebetingelserne på grundbetalingsordningen fremover også kan ske ved hjælp af satellitbaseret kontrol, skriver styrelsen.

På grund af den satellitbaserede kontrol udskydes fristen for slåning og afgræsning af græsarealer med ti dage, nemlig fra 15. september til 25. september, når landmanden søger grundbetaling. Ændringen er en følge af den satellitbaserede kontrol.

Poppel og andre træarter

En anden ændring består i, at poppellavskov kan kombineres med flere andre træarter

Ændringen medfører, at der på plantager, hvor afgrøden er poppellavskov i renkultur, er mulighed for pr. hektar at have op til 400 andre træer eller buske end poppel. De 400 andre træer eller buske kan bestå både af træarter, som er omfattet af definitionen af lavskov, og træarter, som ikke er. Hverken landbrugsaktiviteten eller arealets plantagemæssige stand må hæmmes af de op til 400 træer eller buske, der ikke er en del af afgrøden, fremgår det.

Det betyder, at arealer med poppellavskov gøres støtteberettiget til grundbetaling, selvom der pr. hektar er mere end 100 andre træer end poppel.

Udkastet til bekendtgørelse om direkte støtte til landbrugere efter grundbetalingsordningen m.v. kan ses på høringsportalen.