Han er tilfreds, men lettelse er ikke et ord som landmand og halmhandler Karlo Bundgård, Vesløs, vil bruge efter at han har fået medhold af Planklagenævnet i fire sager mod Thisted Kommune.

- Jeg føler, at man fra kommunens side har drevet en hetz mod mig. Så om det er overstået nu, tør jeg ikke spå om, siger Karlo Bundgård, der siden genopbygningen af en halmlade efter brand i 2014 er blevet begravet i sager om alt fra rotter, brandsikkerhed, opfyldning af vejhuller med slagger og senest om ulovlig virksomhedsdrift – langt de fleste sager er taget op på opfordring fra Karlo Bundgårds nabo.

Med Planklagenævnets afgørelse er alle sager nu blevet tilbagevist – lige bortset fra et enkelt udestående omkring niveauregulering af arealet omkring halmladen, som skal for retten til september.

I oktober 2019 beskrev LandbrugNord Karlo Bundgårds strid med kommunen, der har ført til påbud om at indstille driften af hans virksomheder Industrihalm ApS og Handel og Transport Arup ApS, da de ifølge Thisted Kommune virker i strid med Planlovens paragraf 35 ved at bruge halmladen på Karlo Bundgårds matrikel til halm- og vognmandsvirksomhed. 90 procent af halmladen er kun godkendt til landbrugsmæssigt brug, mens de sidste 10 procent – svarende til 450 baller – må bruges til anden drift.

Planklagenævnet har med sin afgørelse ophævet alle fire påbud.

»Planklagenævnet finder ikke, at kommunen har været i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at afklare, hvilket oplag/hvilke aktiviteter der eventuelt kræver landzonetilladelse, jf. planlovens § 35, stk. 1.« lyder konklusionen til tre af påbuddene, mens det sidste afvises som uaktuelt.

Skal tage sager op

Selvom sagerne indtil videre har kostet Karlo Bundgård i omegnen af 400.000 kroner, og hans advokat til TV Midtvest betegner det som »påfaldende mange sager«, afviser formanden for Thisted Kommunes Klima- Miljø-, og Teknikudvalg, Esben Oddershede (V), at der er tale om en hetz.

- Kommunen er på ingen måde opsøgende, men vi har en forpligtelse til at undersøge sagen, hvis vi får en anmeldelse. Også når anmeldelserne som i dette tilfælde hovedsageligt kommer fra naboerne, lyder det fra udvalgsformanden, der derfor også fastslår, at anmeldelser fortsat vil blive taget op uanset, hvor mange Karlo Bundgård formår at afvise.

Om sagen om ulovlig virksomhedsdrift er slut endnu, vil Esben Oddershede heller ikke afvise.

- Som jeg umiddelbart læser det, har kommunen begået nogle fodfejl og ikke formået at belyse sagen tilstrækkeligt. Derfor skal der efter sommerferien tages stilling til, hvad der skal gøres, siger Esben Oddershede.

For Karlo Bundgård er sagen dog klar:

- Jeg har ikke gjort noget ulovligt. Jeg har pasningsaftaler, hvor jeg får halmen som betaling og størstedelen af den halm, jeg handler med, kommer slet ikke forbi min adresse. Så jeg bruger ikke mere end de 10 procent af halmladen som jeg må, siger han.