Lantmännen etablerer afdeling i Østsjælland
Svenske Lantmännen etablerer sig nu i Østsjælland, hvor firmaet har lejet sig ind hos Niemanns Maskinstation.
Det store verdensomspændende svenske Lantmännen, der er et landbrugskooperativ, ejet af 20.000 svenske landmænd, etablerer sig nu også med en afdeling i Østsjælland.
Således har Lantmännen lejet sig ind i to store haller på Niemanns Maskinstation ved Herfølge.
- Jeg har indgået en aftale med Lantmännen om, at de skal leje sig ind i to af mine haller, fortæller Birger Niemann fra Niemanns Maskinstation til Effektivt Landbrug.
De to haller er på henholdsvis 1.650 og 1.550 kvadratmeter, og de har en samlet kapacitet på mellem 10.000 og 11.000 tons, oplyser Birger Niemann, som videre fortæller:
- Vi har lavet en aftale om, at vi her fra maskinstationen til daglig står for indvejning og prøvetagning, når landmændene kommer med deres høstafgrøder, hvad enten det er korn eller raps.
Når prøverne er taget på de enkelte læs, sendes de til analyse i Lantmännens afdeling i Nyborg, meddeler Birger Niemann videre.
Sorter holdes adskilt
Køge Grovvare A/S ved Ole Erlandsen er også med i samarbejdet, hvor det er planen, at der vil blive lagt foderhvede i den ene hal, mens den anden vil blive forbeholdt en enkelt sort af maltbyg.
- Der er et ønske fra Lantmännens side om at holde også sorterne skarpt adskilt. Derfor vil der kun blive lagt én maltbygsort i hallen, antagelig sorten KWS Irina, siger han og fortsætter:
- Øvrige sorter, raps og andre kornarter vil løbende blive kørt herfra og til videre forarbejdning andre steder.
I 2011 etablerede Brdr. Ewers en afdeling på Niemanns Maskinstation, men efter høsten 2018 opsagde de lejemålet.
- Vi havde et godt samarbejde, og jeg glæder mig nu til fremadrettet at få et godt samarbejde med Lantmännen og deres kunder, ligesom jeg har en forventning om, at mange af de kunder, der tidligere var hos Brdr. Ewers her i området, fremover vil levere til Lantmännen.
Tidligere købte Lantmännen korn direkte hos kunderne, og kørte det til oplagring og videreforarbejdning andre steder.
- Nu kan de køre det hertil, hvilket skulle gøre arbejdsgangen nemmere, lyder det afsluttende fra Birger Niemann.




































