Motorvejsmøde uden svar
Det forberedende arbejde til anlægget af en motorvej tager årevis, og lodsejerne går lige så længe i uvished
Skal motorvejen gå hen over mine marker, så jeg i fremtiden skal leve med støjen. Eller går den gennem haven. Eller bliver jeg nød til at flytte fra min ejendom, forbi den nye motorvej skal gå lige gennem mit hus.
Der var flere spørgsmål end svar, da omkring 250 interesserede mødte frem til et informationsmøde om det forberedende arbejde om en – måske – kommende Hærvejsmotorvej fra Give til Haderslev.
- Det er ikke så let at anlægge en vej, som man måske umiddelbart skal tro. En motorvej giver en række konsekvenser, konstaterede Leif Hald fra Vejdirektoratet ved et informationsmøde om forarbejdet til en motorvej.
Købt eller solgt
Han og Tine Lund Jensen fortalte om det forberedende arbejde, og stemningen i Troldesalen i Vejen var utrolig positiv. Nogle ville naturligvis gerne høre, om der kan gives et bud på, hvor en motorvej skal ligge, men konkrete svar var der ingen af – og det kommer der heller ikke foreløbig.
En række ting skal afdækkes, og vi skal hen i slutningen af 2019, inden Vejdirektoratet kommer med en indstilling til, hvordan en motorvej skal forløbe.
Derefter er det op til politikerne at træffe en afgørelse, så lodsejere og beboere endelig ved, om de er købt eller solgt – eller rettere ved, om de bliver berørt af en kommende motorvej på den ene eller anden måde, så det handler om tålmodighed.
Omvendt er der ingen tvivl – når motorvejen først er anlagt og åbnet, skal folk nok køre på den uanset den lange forberedelsestid.




































