Gammeleje Gods på Vestlolland har for nylig købt en ny Horsch 12.000 liters trailersprøjte til båndsprøjtning.
UDSTYR Sten Sigersted, driftsleder på Gammeleje Gods ved Nakskov på Vestlolland, vil gerne udnytte det GPS-udstyr, som godset i forvejen har til roesåmaskine og radrenser.
Derfor er der også købt GPS-udstyr på den ny Horsch 12.000 liters trailersprøjte, som er købt til det godt 1.300 hektar store gods, der dyrker 300 hektar sukkerroer.
- Man kan dermed udnytte, at den 36 meter sprøjtebom kan gå helt ned i 25-30 centimeters højde og derved kan bruge 40 graders dysser til båndsprøjtning, fortæller Sten Sigersted, som i den forbindelse oplyser, at man de seneste tre år på Gammeleje Gods har sået roerne med aktiv GPS-styring.
- Så såbedene ligger helt ens, uanset om det er inden for såmaskinens bredde eller mellem såmaskines træk. Det bruger vi så til vores radrenser, så vi også radrenser med GPS.
- Grundudstyret til GPS-styring havde vi således i forvejen, og der skulle ikke meget ekstra til for også at få GPS-styring på den nye, bredde marksprøjte, fastslår Sten Sigersted, der endnu ikke har fået leveret den nye Horsch-sprøjte, der foreløbig kun er produceret 10 af.
Miljøkrav på et tidspunkt
Sten Sigersted forventer sig meget af den nye, hurtige og store trailersprøjte.
- Jeg kan for eksempel sprøjte Command i lav dosering i roerækkerne og i høj dosering mellem rækkerne. Og skadedyrsmidler kan jeg nøjes med at sprøjte i rækkerne og derved spare meget på midlerne. Det samme med svampemidlerne, der også kan spares meget på.
- Kan jeg få det til at fungere, er der enormt meget at spare. GPS-udstyret vil hurtigt være tjent hjem, og miljøet er sparet for en hel del sprøjtemidler, understreger Sten Sigersted, der regner med, at båndsprøjtning vil komme som et miljøkrav på et tidspunkt.
jhal