- Havde vi haft en nogenlunde normal høst i år, havde vi haft det bedste driftsresultat nogensinde i år.

Sådan lød det fra DLG’s økonomidirektør, Lars Sørensen, da grovvareselskabet forleden præsenterede sit årsregnskab for 2018. Et år, der bød på en historisk stor tørke i løbet af sommeren, som gik kraftigt ud over udbytterne, og som dermed også har skadet DLG’s kornforretning.

Lars Sørensen vurderer, at tørken kostede cirka 200 millioner kroner på driftsresultatet for DLG-koncernen. Således var de områder, DLG primært opererer i – Danmark, Tyskland, Sverige og Baltikum – blandt de områder, som blev ramt allerhårdest af sommerens tørke i Europa.

Driftsresultatet for 2018 endte på 1,54 milliarder kroner mod 1,7 milliarder kroner i 2017.

- Det er faktisk et ret solidt resultat, og det viser, at vores forretning er i god form, sagde Lars Sørensen.

DLG omsatte i 2018 for 49 milliarder kroner. Overskuddet før skat endte på 560 millioner kroner mod 745 millioner kroner året før. Fra DLG fremhæver man, at det er lykkes at øge omsætningen i Tyskland hos sine datterselskaber.

 

Fremgang i Tyskland

31 milliarder af DLG’s omsætning hentes således i Tyskland, hvor der har været fremgang for både koncernens energiselskab Team AG samt vitamin og mineralforretningen Vilofoss.

Bestyrelsesformand i DLG, Niels Dengsø Jensen, glæder sig over, at DLG sender 92 millioner kroner tilbage til ejerne i år. Det er en del mindre end de 131 millioner kroner, som man sendte tilbage sidste år, men det maksimale man kan overskudsdeklarere i forhold til DLG’s vedtægter, fortæller formanden.

Han hæfter sig ved, at DLG de seneste fire år har sendt 439 millioner kroner tilbage til de danske landmænd, der ejer selskabet.

- I DLG er vi overbeviste om, at sammenhold og landmændenes bånd til stærke andelsselskaber, der leverer kvalitet, innovation og lave omkostninger, er helt afgørende for dansk landbrugs internationale konkurrenceevne, siger Niels Dengsø Jensen.