3F vil i fremtiden undlade at kræve overenskomst på en virksomhed, der allerede er medlem af Arbejdsgiverforeningen KA.

På samme måde vil Arbejdsgiverforeningen KA undlade at tegne en virksomhed som medlem, hvis 3F forinden skriftligt har rettet henvendelse til virksomheden med krav om en overenskomstdækning.

Det er et helt konkret resultat af forhandlinger mellem de to organisationer på baggrund af den uro, der har været inden for landbruget i forhold til 3F’s konflikter samt KA’s sag mod ARLA, oplyser direktør Karsten Høgild, Arbejdsgiverforeningen KA i en meddelelse til medlemmerne.

Aftalen kan få betydning for LandboSyds medlemmer, vurderer HR-chef Dennis Calender.

-  Mange landmænd vil sandsynligvis komme til at opleve, at de har en valgmulighed, og det har været efterspurgt gennem længere tid. Til gengæld siger aftalen ikke noget om, at landmændene kan få lov til at fortsætte driften uden overenskomst,” siger Dennis Calender.
 

Bifalder aftale

Formand for LandboSyd, Mogens Dall bifalder at der er indgået en aftale mellem de to organisationer:
Vi er alle interesseret i, at der laves aftaler, som tilgodeser alle parter. Hvis denne aftale kan betyde, at vi undgår konflikter i fremtiden, kan jeg kun hilse den velkommen, siger Mogens Dall.

-  Når det ikke er muligt at lave en aftale direkte med en medarbejder, som man har lang tradition inden for landbruget, må det her være det næstbedste. Den frie aftaleret er under pres og bliver overhalet indenom. Det er beklageligt, men det er virkeligheden, og den skal vi forholde os til, tilføjer han

Aftalen blev indgået tidligere på måneden ved et møde. Fra 3F’s side deltog Peter K. Holm, der er gruppeformand for det grønne område, mens Karsten Høgild repræsenterede KA.

-  På mødet nåede vi en fælles forståelse, der betyder, at begge parter fremover vil agere i gensidig respekt for hinanden som organisationer på det grønne område, skriver Karsten Høgild.